Ny legeplads åbner i 50 meters højde i B&W-hallerne

Udfordring. Flemming Jensen, en af de tre brødre bag Urban Ranger Camp, demonstrerer her en af øvelserne på en de lettere baner. Legepladsen holder til højt oppe over Det Kongelige Teaters kulisseværksted og Copenhagen Paintball.
Udfordring. Flemming Jensen, en af de tre brødre bag Urban Ranger Camp, demonstrerer her en af øvelserne på en de lettere baner. Legepladsen holder til højt oppe over Det Kongelige Teaters kulisseværksted og Copenhagen Paintball.
Lyt til artiklen

Elevatoren, der mest af alt minder om et stort hundebur, sætter igang og bevæger sig brummende og ganske svagt gyngende mod loftet i S2, den ene af B&W-hallerne på Refshaleøen.

79 sekunder går det op ad. Og turen afsluttes med et ryk i buret.

»Ja, den har et skønt lille bump til sidst«, siger Flemming Jensen med et glimt i øjet under hjelmen.

Han er den yngste af de tre brødre, der står bag 'Urban Ranger Camp', en legeplads i 50 meters højde.

28 øvelser
Efter han har rullet elevatordøren op, står vi på et repos beklædt med trådnet.

Tårnet af containere dernede på halgulvet har nu størrelse som en stabel legoklodser, og lastbilen kan stå på en hånd.

Heroppe under loftet har otte franske klatrespecialister fra Alsace Adventure Construction for få uger siden afsluttet arbejdet på en high-roping-bane med i alt 28 øvelser på fire forskellige baner. Hver aktivitet er 14 meter lang.

FOTO

De første baner er til at have med at gøre, men sværhedsgraden stiger, og »bane 4 er der vist ingen almindelige dødelige, der har været igennem endnu, kun instruktører«, siger Flemming Jensen.

»Den kræver muskler. Den sidste bane er rigtig hård«.

Reb-edderkoppespind
En væsentlig del af udfordringen er den rent fysiske, siger Flemming Jensen.

Oveni kommer så den svimlende fornemmelse af rummet, der åbner sig 50 meter under en, mens man forsøger at finde balancen på den vandrette rebstige eller bevæger sig henover et reb-edderkoppespind.

Flemming Jensen understreger, at banen er sikkerhedsgodkendt i alle ender og kanter.

Den garanti har kroppen umiddelbart svært ved at forstå, selv om man hele vejen er spændt fast til en stålwire med et nærmest skudsikkert karabinhage-system.

»Man skal udfordre sig selv«
Flemming Jensen har arbejdet på projektet i næsten to år, og han er tydeligvis vant til at have gæster med oppe under loftet, der holder krampagtigt fast i alt, der kan holdes fast i, selv om man end ikke er nået ud til banerne.

Og det er i orden at have vrøvl med åndedrættet og lidt svedige håndflader, men folk med højdeskræk skal holde sig væk, men det, regner han med, giver nok sig selv.

»Man skal være klar til at udfordre sig selv, prøve sig selv af«, siger han.

»Og så sker der altså noget, når man bliver fysisk træt. Det sætter gang i noget, og man kan godt føle sig ret presset«, siger Flemming Jensen.

»Alvor på den fede måde«
Når det er sagt, pointerer han, at der dagen før har været en 65-årig på prøvetur i højderne. Og at Urban Ranger Camp også er tænkt som noget, kvinder vil synes er sjovt.

Men stedet er ikke ligesom Klatreskoven på Carlsberg eller Gorilla Park i Slagelse, hvor man high roper i op til 15 meters højde, tænkt som en familieforlystelse på den måde.

»Det er ikke hygge, det her, og der er ikke lagt op til, at man skal sidde og grille pølser bagefter«, siger Flemming Jensen.

»Det her er alvor på den fede måde, og det tror vi, folk vil synes, det er sjovt at prøve kræfter med«, siger han.

Urban Ranger Camp-folkene forventer, at de kan tage 15-20 personer op i højderne i timen.

Og man behøver ikke at tage elevatoren ned igen. Det er muligt at komme hurtigere ned i halgulvshøjde, hvis man tager svævebanen, Deathslide. Den rummer fire tværgående etaper - på det sidste led svæver man hele 100 meter.

Steffen Boesen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her