Som dreng spurgte Lars von Trier jævnlig sin mor, om han skulle dø i nat.
Det var ikke en nøgtern vurdering af risikoen, han bad om.
Bare en simpel garanti for, at verden stadig stod, når han vågnede næste morgen. At det ikke var nu, atombomben skulle falde, eller blindtarmsbetændelsen gøre det af med ham.
Et spinkelt forsøg på at få sin mor til bare i dag at gøre en undtagelse, være den voksne og stille sig imellem ham og tilværelsens brutale uforudsigelighed.
Men Lars’ mor var en moderne, frisindet kvinde med stærke idealer. Og løgn var ikke et af dem. Heller ikke de små hvide, som kan redde nattesøvnen for en nervøs dreng.
»Hvis jeg spurgte: Skal jeg dø i nat?, ville min mor typisk sige: Muligheden er meget lille, men selvfølgelig er den der«.
»Og det er altså svært at ligge og tumle med, når man er seks år gammel«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
