Engang var her bønder. Nu er her byboere. Engang blomstrede ukrudtet i indkørslen. Nu er den hældt over med perlegrus.
Og engang var her plov bag hest. Nu står firehjulstrækkeren parkeret foran en maskinpark af mejetærskere og traktorer omme foran to-tre store siloer i millionklassen. Der var så vældig dejligt derude på landet, da H.C. Andersen skrev ’Den grimme ælling’, men i løbet af de seneste årtier har meget ændret sig.










