Et rygte svirrer i luften: Kulturministeren vil slagte P2.
Det skal være slut med klassisk musik, jazz og gudstjenester i radioen, for der er ikke ret mange, der lytter til den slags. Væk med det. Brug hellere pladsen på FM-båndet til noget af det, lytterne er vilde med. Noget, der sælger. Sådan lyder rygtet. Det opstod, da Mediawatch.dk i sidste uge skrev, at nogle kommercielle fyre fra Talpa Radio – som ejer Radio 100 FM – var godt i gang med at presse kulturminister Carina Christensen til at sende P2’s sendetilladelse i udbud. Og Danmarks Radio skulle ikke selv have lov til at byde på kanalen.








