Det er pinligt, men jeg er nødt til at spørge dyrepsykologen, hvordan det er at være en vandrende pind. Det har jeg altid spekuleret over. »Kan man se, om en vandrende pind har det godt?«. »Det er svært ... Den siger jo ikke noget«, svarer Katrine Friholm Villumsen, da vi træder ind i Tropezoo. Vi standser foran en glasmontre, der tilsyneladende bare er fyldt med planter. »Ja, den går jo sammen med sin fætter, den vandrende rosengren«, siger Katrine Friholm. To ben betyder mavepine Det er nok mere præcist at kalde hende zoolog og adfærdsbiolog. Hun arbejder i Zoo og har godt styr på, om dyrene trives. Det er derfor, jeg har sat hende stævne. Jeg vil gerne vide, hvad dyrene egentlig synes om zoo, nu hvor haven fylder 150 år. »Det er ret nemt at se, at når en fugl hviler på to ben, så er det nok, fordi den har ondt i maven, fordi den normalt hviler på ét ben. Men jo mindre adfærd man kan iagttage, jo vanskeligere er det at aflæse, hvordan et dyr har det«.
Jeg stirrer ind i montren og får øje på rosengrenen. Den er tyk og lyserød. Dens vandrende fætter er lang og tynd. En af dem hænger, så vidt jeg kan vurdere, med hovedet nedad. »Kan en vandrende pind blive ked af det«, spørger jeg. »Jeg er ikke sikker på det ... Men jeg ved det ikke ... Jeg kan bare se, om den får opfyldt sine fysiologiske behov. Er skelettet i orden, æder den og tager på, som den skal, lægger den æg ...«, siger Friholm.
