København vrimler her til aften med mennesker, der udnytter Kulturnatten til at opleve museer, teatre, biblioteker, kirker og en række seværdigheder, der ellers normalt er lukkede for publikum.
På Strøget tæt ved Rådhuspladsen buldrer musikken derudaf, og fremkommeligheden er endnu mindre end normalt. Især gadens madsteder nyder godt af københavnernes store interesse for den 20. udgave af kulturbegivenheden, mens flere tøjbutikker forsøger at lokke gæster til med dansere på opstillede podier.







