<cutline_leadin>Svung.</cutline_leadinBruno Latour er et intellektuelt hit blandt de unge i disse år. Alle pladser var taget, da han gæsteforlæste på Copenhagen Business School. <fotograf>Foto: Finn Frandsen</fotograf>
Foto: Finn Frandsen

<cutline_leadin>Svung.</cutline_leadinBruno Latour er et intellektuelt hit blandt de unge i disse år. Alle pladser var taget, da han gæsteforlæste på Copenhagen Business School. <fotograf>Foto: Finn Frandsen</fotograf>

Kultur

Franskmand har en løsning på verdens problemer

Bruno Latour er en sjælden intellektuel, der eksperimenterer med løsningsmodeller.

Kultur

Han er en mand, der leger, når han vil finde svar på verdens udfordringer.

Den franske sociolog Bruno Latour har sammen med sit hold af forskere og studerende lavet en rekonstruktion af COP15, det store klimatopmøde i 2009.

Hvor det virkelige møde i København endte som en fiasko uden en forpligtende aftale, blev det møde, som Bruno Latour lavede som rekonstruktion med sine studerende, derimod en succes:

»Vi nåede en bindende aftale«, siger Bruno Latour med et smil.

LÆS OGSÅ

Han er en høj knoklet mand med pergamentagtig hud på hænderne og lange øjenbryn brusende ud over kanten af brillerne:

»Og jeg havde ellers valgt nogle af mine allerbedste studerende til at være kineserne«, indskyder han.

En anderledes verden
Vi sidder i et tomt klasselokale på CBS sidst på eftermiddagen. Lyset er slukket på gangene, de studerende er gået hjem, og den franske sociolog har afsluttet sin forelæsning ved handelshøjskolens Public Private Platform.

Latour er en af de mest citerede sociologer i verden, og der var flere hundrede mennesker i det fyldte auditorium under forelæsningen.

Nu forklarer han os, hvordan han kunne rekonstruere COP15, så forhandlingerne lykkedes.

»Diplomati handler om, at man ikke undsiger det, den anden siger. Det går ud på, at man kan forholde sig til den andens synspunkter på en måde, som de selv kan acceptere. Man skal kunne forestille sig en situation, hvor man kan gentage det, de siger på en måde, som de finder acceptabel. Diplomati handler om at forestille sig, at vi kan komponere en anderledes verden«.

Målet med diplomati
Hvad er forskellen på diplomati og dialog?

»Dialog betyder, at vi har en løsning, som er at sige: Vi er alle rationelle mennesker. Lad os mødes rundt om et bord og snakke om det. Men mange vil ikke sidde rundt om et bord, og det er ikke klart, hvordan man går i fornuftig dialog med dem. Nogle gange er modsætningerne mellem os så stærke, at vi ikke kan indgå i dialog, fordi man er uenig om alt. Her er diplomatiet godt, for vi ved i diplomatiet, at det er umådelig betydningsfuldt bare at sige: Hvad er betingelserne for fred? Målet i diplomatiet er bare at blive enige om præmisser for overhovedet at mødes«.

Målet med dialogen er at blive enige om konklusioner, mens målet med diplomatiet bare er at blive enige om, hvordan man skal kunne gå i dialog.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bruno Latour er nu sammen med sine studerende i færd med at forberede det næste klimatopmøde, COP21 i Paris, som skal afholdes i Paris i 2015:

»Vi vil denne gang kortlægge mødet, allerede inden det er holdt. Vi vil ud fra kendsgerningerne, som de foreligger, finde frontlinjerne og konflikterne på forhånd«.

Diplomati og krig
Latour er en usædvanlig intellektuel, som prøver at eksperimentere sig frem til praktiske løsninger på verdens problemer.

Han har ud over sine rekonstruktioner lavet skuespil om klimakrisen, og nu åbner han sit forfatterskab for andre forskere. Hans seneste værk, der opsummerer hele hans forfatterskab, er blevet digitaliseret, så andre forskere kan søge på kryds og tværs i værket og lave tilføjelser. De får mulighed for at indsende nye fodnoter og kommentarer, der er med til at udbygge værket. Processen er ikke åben, men under kontrol af andre forskere, som er involveret i projektet:

»Det er også en slags diplomati«, forklarer Bruno Latour.

Hvor ser De grænsen for diplomatiet?

»I har jo en særlig erfaring med, at dialogen bryder sammen i Danmark. Jeg tænker på Muhammedkrisen«, siger Latour. Under de store øjenbryn kigger han drillende på de to interviewere, da han nævner det danske traume med karikaturtegningerne i Jyllands-Posten.



Diplomati kræver noget af begge sider
Mener De, at krisen kunne være undgået med diplomati?

»Det tvivler jeg på. Islamisterne er så kompromisløse i deres tankegang, at der ikke er noget at gøre – ud over at stå imod. Diplomati kræver af begge sider, at man tager ideen om forskellige ideer og tænkemåder alvorligt. Man behøver ikke at respektere tro, men vi skal nå frem til en situation, hvor vi hver især kan holde på vores principper og stadig indgå i en debat om, hvad der i den andens værdier er så vigtige, at det på ingen måde står til forhandling«.

Her slår hverken dialog eller diplomati til?

»Diplomatiet kommer til, når krigen har udmarvet deltagerne. Det er ikke en løsning i stedet for krig, men noget som kommer efter«.

Hvordan sker overgangen fra krig til diplomati?

»Det sker for eksempel, når folk ved frontlinjen tænker, at deres gud måske egentlig slet ikke ønsker det her og så ændrer deres sandhed. Det er det, diplomati er. Men det kræver, at begge parter vil det. Alle, også sendebuddet, skal være klar til at sige, at vi i virkeligheden ikke ved, hvad vi vil have, og hvad vores ægte værdier er«. Klimakrisen


Fredeligt og venligt sidder Bruno Latour og snakker om krig. Der er krigen mellem islamister og liberale, men han interesserer sig i virkeligheden mere for krigen mellem videnskabelige kendsgerninger og politisk kamp på klimaområdet.

Problemet med klimapolitik er nemlig ifølge Latour, at vi mennesker er tilbøjelige til at læne os op ad det videnskabelige 'faktum', som vi bedst kan lide. Det kan godt være, at 25.000 forskere peger på, at klimaforandringerne er menneskeskabte, men hvis 25 siger det modsatte, vender vi os mod det sidste, for det gør, at vi kan leve videre som før.



Hvordan forklarer De, at vi har så meget videnskabelig viden på klimaområdet og så lidt politisk handling?

»Viden fører ikke i sig selv til handling«, slår Latour fast. Han taler hurtigere, når det handler om klimakamp:

»Det ved alle, der har prøvet at holde op med at ryge. Du gør ikke noget, bare fordi du ved, hvad du skal gøre. Det andet er, at viden om global opvarmning bliver angrebet. Ifølge Guardian bliver der brugt 1 milliard dollar på bare at benægte klimaforandringerne. For det tredje er det en viden, som forandrer livet for alle, som hører om det. Det er ikke en viden, som er let at acceptere. Hvis du hører den mindste tvivl, som siger, at det ikke er så slemt, vil du lytte til den, fordi det betyder, at du kan beholde din bil, dine flyrejser og dine bøffer«.

To modeller
Kan du forstå, at folk mister tilliden til videnskaben, når de hele tiden præsenteres for politiseret videnskab?

»Jeg ser ting, som er alarmerende og bevist videnskabeligt. Skal jeg her skelne mellem videnskab og politik? Det kan jeg ikke. Det er fælles anliggender. Vi står over for en meget kompleks genopdagelse af, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det vil sige at være moderne. Der er masser af kampe, og du vil aldrig få en oplyst beslutning«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Hvordan ser De generelt forholdet mellem videnskab og politik?

»Jeg vil sige, at der er to modeller. Den ene er, at du siger, nu har forskerne talt, og så skal politikere bare gøre det, som eksperterne har sagt. Det er den gamle model, hvor man tror på, at der findes ét videnskabeligt svar på ét videnskabeligt spørgsmål. Den ser man i dag sjovt nok i økonomien, som er den svageste af videnskaberne. Men vi ved efterhånden, at den ikke holder, for der er kontroverser og videnskabelige uenigheder på alle områder«.

Eksperterne har talt

Hvad er så den nye model?»Der siger man: Eksperterne har talt – og så starter diskussionen. Her opererer man ikke længere med, at videnskaberne leverer noget, som er hævet over politisk diskussion«. Hvordan ser De mulighederne for deres diplomati i verden i dag?»Det er ikke noget godt tidspunkt for diplomati nu. Diplomati kræver, at man ikke starter med at dømme den anden, men kommer den anden i møde. Aktuelt har vi mange dommere, der føler, at de står på en piedestal, hvorfra de skal fortælle sandheden. Og hvis de mener, at de har Gud på deres side og vil have blod, findes der ingen løsning«.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce