Du kender Distortion-gadefesterne: trampen i asfalten, basarmen, der roterer i takt med technoen og dunsten af tis dagen derpå. Det slipper du formentlig ikke helt for. Men i år skal du også finde nye oplevelser sammen med blokføjte, saxofon og cello.
Ifølge festivalledelsen er der efterhånden så godt styr på praktikaliteterne, at man nu i højere grad kan beskæftige sig med at skabe indhold.
Det er der kommet intet mindre end et klassisk musikprogram ud af, der under navnet ’Klassisk Distortion’ kan opleves på Wilhelm-scenen i Enghaveparken under årets festival.
Andet end galskab
»Distortions gadefester handler om at vise byen fra nye vinkler. Ikke kun om at lade unge festaber med hipsterkasketter gå amok. Distortion skal bevare sit randomness- og galskabs-dna, så det er ikke, fordi vi skal til at kuratere. Men festivalen er andet end galskab, og vi vil mangfoldiggøre gadefesterne. Ud over Børnedistortion, langbordsmiddage og de andre rolige gadeaktiviteter, som vi har etableret siden 2010, satser vi i år også stort på den klassiske musik«, siger festivalgrundlægger Thomas Fleurquin.
Ideen om at præsentere klassisk musik på festivalprogrammet er ikke nyudklækket. Den har været undervejs i et par år.
Men da man fik mulighed for at booke den verdenskendte komponist og klavermusiker Nils Frahm, og samtidig fik en dialog med Wilhelm Hansen Fonden og DR2, besluttede man, at i år skulle være året, hvor kompositionsmusikken indtager gadefesten.
Elektronisk strygekvartet
»Nils Frahm er den perfekte booking. Han er meget tæt på at blive lidt af en verdensstjerne for sit virtuose klassiske klaverspil med elektroniske effekter. Og ja, det er stadig en slags rave, men en poetisk rave af ro og fordybelse, som appellerer, uanset om man er til klassisk musik eller ej. Og der er jo ingen, der siger, at man ikke kan drikke en øl og danse med, når man hører klassisk musik«.
Ud over tyske Nils Frahm får ’Klassisk Distortion’ også besøg af Messer Kvartetten, Danmarks eneste elektroniske strygekvartet, hvis fire kvinder spiller både klassisk og Jimi Hendrix, samt vokalensemblet Ars Nova og Alpha Trio, der tidligere har vundet DR’s kammermusikkonkurrence.
fortsæt med at læse










