Denne sommer bliver sidste gang i lang tid, hvor ’Fregatten Jylland’ kan ses i ét stykke. I efteråret begynder en omfattende og langvarig restaurering af det 157 år gamle skibsskrog. Restaureringen er en genoptagelse af et projekt, der begyndte for over 30 år siden.
I fare for at styrte sammen
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal har doneret 4,8 mio. kr. til at genoptage arbejdet. Det har nemlig vist sig, at livet i tørdok er så hårdt for tømmeret, at skibets stævn og agterspejl ville være i fare for at styrte sammen i løbet af få år, skriver museets direktør, Benno Blæsild, i en pressemeddelelse.








