Kan en abe eje rettighederne til sit eget billede?

Lyt til artiklen

Wikipedia vil lade udvalgte brugere afgøre en sejlivet sag om en abe, der har taget en række famøse billeder af sig selv.

Online-encyklopædien har lagt abe-billederne gratis til rådighed i sin offentlige foto-database, Wikipedia Commons, men det er den britiske naturfotograf David Slater ikke tilfreds med.

Han er nemlig kameraets ejermand og havde brugt tre dage med aberne i Indonesiens regnskov, før en nysgerrig abe 'lånte' kameraet og knipsede de nu omdiskuterede billeder. Han mener endvidere at været gået glip af omkring 100.000 kroner i indkomst fra billederne.

Stemmer skal afgøre ejermanden

Wikipedia hævder, at aben ejer rettighederne til billederne, fordi den selv har taget dem. Fotografen, derimod, mener, at han har rettighederne til de nu så berømte fotos, da de er taget med hans kamera.

Nu er det op til Wikipedias brugere at afgøre, hvem der er ejer af billedet. Hvis flertallet mener, at det er David Slaters billeder, så bliver billedet fjernet fra foto-databasen, så det ikke længere er muligt at bruge abe-billederne gratis.

Indtil videre har 14 stemt for at beholde selfien på Wikipedia og fire imod. Brugerne har en uge til at afgive deres stemmer.

Frederik Kulager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her