Vi har fået styr på økonomien. Sådan kan man kort opsummere Distortions svar på den seneste uges afsløringer i Politiken om en festival, der har rod i regnskaber, har udeladt vigtige oplysninger til Københavns Kommune, festivalens største offentlige sponsor, og hvis direktør har udbetalt ulovlige lån til sig selv fra Distortions kasse. Penge uden om systemet? Men heller ikke festivalens nyansatte sekretariatschef Jon Laursen har overblik over festivalens regnskabsrod.
I et interview tirsdag i denne uge udbad Politiken sig en forklaring på et alvorligt forbehold i festivalens seneste offentligt tilgængelige årsregnskab fra 2010. Et forbehold, som flere statsautoriserede revisorer beskriver som et rødt kort. Det røde kort kan ifølge regnskabseksperterne betyde, at festivalen har kørt penge uden om regnskabssystemet i 2010. »Jeg opfatter forbeholdet, som at man ikke har kunnet dokumentere indtægterne fra festivalen. X antal kroner er kommet ind i kassen, men der har ikke været et system, hvor man har kunne registrere pengene«, siger Peter Gath, statsautoriseret revisor og partner i revisionsfirmaet KPMG, og fortsætter: »Der er ingen tvivl om, at der har været en fejl i festivalens måde at registrere indtægter på. En mulig forklaring er, at man bare har taget imod penge – fra eksempelvis ølsalg – uden at have et registreringssystem«.










