Han parkerede sin hvide knallert og spejdede ud over pløjemarken. I den fjerne ende løb en å.
»Dér går jeg ned«, sagde han for sig selv og traskede af sted i sine gummistøvler. Med sig havde den 16-årige dreng sin nye metaldetektor og den lille spade, som hvilede så godt på skulderen.
Det var søndag i begyndelsen af oktober. Dagen før havde Arkibald Munch Pryn også været på marken og svinge metaldetektoren foran sig i 4 timer fra det øjeblik, regnen var stoppet, og indtil det blev mørk. Helt uden held.
»Jeg tror ikke, at der er noget at finde«, havde bondemanden Otto Christensen, der ejer jorden, skeptisk udbrudt, da drengen havde banket på og fået lov til at lede på hans jord.
Men det var langtfra usandsynligt, at han snart ville høre den særlige biplyd. Arkibald Munch Pryn vidste, at der var en gravhøj fra bronzealderen bag træerne på den anden side af gården. Og han havde jo faktisk fundet en enkelt ring fra 1500-tallet i området med sin gamle metaldetektor.
Suset, han mærkede gennem kroppen, når han hørte bippet, var grunden til, at han i snart tre år havde brugt omkring seks timer om ugen på at gå alene rundt på markerne i området omkring sit hjem i Ørslev ved Vordingborg.
Arkibald Munch Pryn begyndte at svinge metaldetektoren foran sig over den nypløjede jord, hvor gårdejeren lige havde sået hvede.
»Pludselig hørte jeg lyden. Jeg bøjede mig ned og fandt den første mønt«, fortæller han.
Mønten var sort, og han kunne ikke se, hvad der stod på den.
»Men jeg kom helt op og køre og hoppede rundt på marken. Jeg kunne se, at det måtte være den ældste ting, jeg nogensinde havde fundet«, siger han.
Arkibald Munch Pryn blev stående inden for en radius af en meter med sit instrument. Dernæst dukkede endnu en mønt op. Og endnu en.
Da drengen fandt sin fjerde mønt, var den ikke sort, men skinnende blank, fordi den først for nylig var kommet til at ligge nær jordoverfladen. Dybere nede i jorden havde den været perfekt bevaret.
»Den var hamrende flot. Og jeg kunne genkende kejserinde Faustina den ældre. Jeg var ikke i tvivl om, at det var en romersk denar, for jeg havde læst om dem i håbet om, at jeg en dag ville finde sådan en«, siger han.
Da mørket havde lagt sig over markerne søndag 5. oktober, og teenageren på sin knallert kørte ad landevejene tilbage mod sine forældre, havde han 26 romerske mønter fra det andet århundrede efter Kristi fødsel i lommen på sin blå dynejakke. Og antallet skulle vise sig at stige i de følgende uger.
Arkibald Munch Pryn havde fundet Udbyskatten.
Formue nedgravet i ufredstid
I en måned har møntfundet været hemmeligholdt af Museum Sydøstdanmark for ikke at tiltrække folk med sølvfeber og metaldetektorer.
Arkibald Munch Pryn kontaktede museet allerede mandag 6. oktober, den første hverdag efter sit fund. Ugen efter havde han efterårsferie, og da den var slut, havde han finkæmmet marken, og antallet af fundne romerske mønter var steget til 87.
Torsdag og fredag i denne uge har museets arkæologer foretaget en professionel udgravning på marken med gravemaskine og metaldetektorer. En af dem har været ført af Arkibald Munch Pryn, der har fået tilladelse til at holde fri fra skole af rektor for Vordingborg Gymnasium, hvor han går i 1. g.
Fredag eftermiddag, da museets udgravning var færdig, var antallet af mønter i Udbyskatten dermed nået op på i alt 156 mønter.
»Helt basalt set er det en begravet skat fra jernalderen, og sådan en skal man være rimelig heldig for at finde. Det er en formue, som en person i ufredstid kan have gravet ned for at bruge jorden som bank«, forklarer den udgravningsansvarlige arkæolog på stedet, Jonas Christensen.
Han tilføjer:
»Det ekstra interessante er, at den stammer fra Romerriget. Det viser de forbindelser, der har været på kryds og tværs i Europa«.
Interesse vakt af tegnefilm
Den gule gravemaskine skovler forsigtigt jordskorpen med de små hvedeskud af, så metaldetektorerne kan søge dybere i den sydsjællandske muld. Da der er tale om en stor pengesum, har skatten været enten viklet ind i stof eller læder eller været gemt i en krukke, mener arkæologerne.
En af dem tegner cirkler omkring steder, hvor jorden har en mørkere farve. Det er spor efter en bålplads og bebyggelse.
Arkibald Munch Pryn står klar i udkanten af udgravningen. Ligesom sine jævnaldrende kammerater kan han lide at høre musik, spille computer og at gå i byen med sine venner på natklubben Booze & Jooze i Vordingborg. Det, der adskiller ham fra kammeraterne, er, at han ’investerede’ de penge, han fik til sin konfirmation, i sin første metaldetektor. Siden valgte han at spare næsten 6.000 kroner op til en endnu bedre. Hans nye metaldetektor har et særligt følsomt hoved og kan finde selv ganske små genstande i metal gemt 17-22 cm nede i jorden.
»Jeg sparede op ved at arbejde efter skoletid i Dagli’Brugsen i Ørslev, og det tog mig fire måneder«, fortæller drengen konstaterende.
Rundt omkring os stikker plastikbestik op af marken, som en lille hvid skov. Bestikket er nummereret og markerer de steder, hvor Arkibald Munch Pryn har fundet mønter.
»Plastikbestik er nemt at se, og så er det billigt«, siger han.
Begge hans forældre arbejder som pædagoger. Faren interesserer sig en smule for arkæologi, men når Arkibald Munch Pryn skal forklare, hvor hans interesse kommer fra, er det Cartoon Network, han nævner.
»Jeg så et afsnit af Mr. Bean i tegnefilmsversionen, hvor han spænder en metaldetektor bag på sin bil, fordi han ikke gider svinge den frem og tilbage. Så kører han igennem en skov og finder en skat«, siger han og holder inde et øjeblik.
»Ja, det var dér, min interesse blev vakt«.
Pludselig hører vi lyden, blip-blop-blip-blop, der indikerer sølv i jorden. Det er torsdag ved middagstid, og mønt nummer 100 er dermed fundet. Arkæologisk leder af Museum Sydøstdanmark, Flemming Rieck, gnider den fugtige jord af med tommelfingeren. Kejser Vespasians profil kommer til syne, og sølvet reflekterer lyset for første gang i omkring 1.700 år.
Arkæologen har været med til at grave flere møntskatte op i sine 40 år i jobbet. Men, siger han:
»Det her hører jo til de sjældne fund, fordi det er denarer«.