»Hvis jeg var diktator, ville jeg genindføre demokratiet«.
»Jeg ville ikke være nogen god diktator, i forvejen har jeg altid dårlig samvittighed over et eller andet, en udefinerbar skyldfølelse, der tilsyneladende kun tiltager med årene. Altid ringer jeg brødebetynget til alle, der befandt sig på Andys bar i det givne tidsinterval, og undskylder udtalelser som ingen husker, i en krystalklar angst for menneskenes vrede«.
»En hær af aggressive spindoktorer ville svine mig til, opsøge tidligere kærester, der ville kunne bekræfte, at jeg er utilregnelig, generelt set vægelsindet og en ufatteligt dårlig taber. Jeg ville ikke tage fra kassen, så godt er jeg trods alt opdraget, højest ville jeg måske nive et par ministersekretærer lidt bagi, men det ville være på en måde, der var så tilpas jovial, at de ville blive i tvivl om, hvorvidt det ikke bare var dem selv, der var lidt snerpede, og jeg ville smile bredt og sige, at det ikke klæder en ung pige at være karrig med fileten«.
»Jeg ville være elendig til at føre valgkamp, som humanist er jeg uddannet til at se ting fra flere sider, og jeg ville sige til mine modstandere: Hør nu her, virkeligheden er en social konstruktion, jeg tror, at vi tillægger fænomenerne forskellige betydninger, lad os nu ikke skændes«.
»Jeg ville tale om sproget og litteraturen til alle vælgermøderne og både modstandere og tilhængere ville begynde at tænke på, hvad de skulle købe ind til aftensmad, og spille kort med hinanden på diskrete måder«.
Overgivelse uden kamp
»Sproget er den eneste ressource vi forstår at genbruge, et fonetisk kludetæppe af citater, ville jeg råbe. Strubehovederne er demokratisk fordelte, lidt brusk, en enkelt slimhinde, nogle få muskler og et stemmebånd, mere skal der ikke til. Vores sætninger er det mest bæredygtige vi har, hundrede procent økologiske, de leger lykkeligt i marken og der er masser af grus at skrabe i, vi bruger altid smutvejene til slagteriet, der er tegnefilm i lastvognen, tekstet, så alle kan være med. Det er det smukkeste man kan sige om sproget, som ellers har meget på samvittigheden, ville jeg synge, mens jeg dansede rundt i ekstase, beruset over mine egne synspunkter. Stem på sproget, vil jeg sige, der findes ingen ejendomsret, kun en samling kollektive lyde, der måske, måske ikke, formår at udtrykke vores ensomme erfaringer«.
»Folket ville vælte mig på ingen tid, de ville storme mit andelsslot i Københavns Nordvestkvarter. Jeg ville læne mig ud af vinduet ligesom Evita og se på den frådende menneskemængde, men jeg ville hurtigt forstå, at der ikke var tale om en musical. Jeg vil overgive mig uden kamp og føle mig ekstremt lettet«.
»Lars og Helle vil tage over som et par omsorgsfulde forældre, lidt dominerende efter min smag, men helt sikkert velmenende. De vil tale og tale, og jeg vil lytte i starten, begynde at nikke lidt, falde hen, vågne med et sæt et par gange, indtil alle ordene er tømt for betydning, og der kun er tavsheden tilbage«.
