Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Folkestemning. Valgaften hos Alternativet.
Foto: Martin Lehmann

Folkestemning. Valgaften hos Alternativet.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rune Lykkeberg: Valget var en protest mod den måde, der bliver udøvet politisk magt i Danmark

Protestpartierne mangler realistiske planer, og regeringspartierne mangler idealer.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det siger sig selv, at det var et protestvalg: De fire gamle regeringspartier har nu kun omkring halvdelen af stemmerne i Danmark, mens de nye protestpartier har den anden halvdel.

Men spørgsmålet er, hvad det var en protest imod.

Valget var for det første ikke en protest imod det politiske system i Danmark, men snarere en tillidserklæring til det. Der var igen en i forhold til andre liberale demokratier bemærkelsesværdigt høj stemmeprocent.

Protestpartierne har politiske idealer, men ingen realistisk plan for at gennemføre dem, mens regeringspartierne har realistiske planer, men ingen idealer

Valget var for det andet ikke en protest imod velfærdsstaten. Vi har ikke længere ideologiske partier, som kræver velfærdsstaten forandret til et socialistisk samfund eller en borgerlig minimalstat. Vi har heller ikke protestpartier, som kræver velfærdsstaten revet ned.

Der er med andre ord massiv opbakning til den danske model. Der var ikke nogen partier, som ikke på den ene eller den anden måde bekender sig til det Danmark, vi kender. Vores såkaldte protestpartier har fået stor opbakning, men de er blevet ualmindeligt glade for det etablerede samfund.

Valget var således hverken en protest imod demokratiet eller velfærdsstaten, men imod administrationen i velfærdsstaten. Det var en protest imod den måde, som der bliver udøvet politisk magt på i Danmark.

POLITIKEN MENER

Det politiske system og velfærdsstaten har stor legitimitet, mens regeringen af det har lav opbakning. Det er magtens problem i velfærdsstaten. De partier, som blev kaldt for ’reformflertallet’, tabte samlet omkring 10 procent af stemmerne. SF og Konservative, som tidligere gik til valg på at komme i regering, afviste denne regeringsdeltagelse.

SF førte valgkamp på modstand mod de reformer, som de i regering var med til at bære igennem, og Konservative opgav ethvert ideal om et samlet politisk projekt til fordel for tegneserieopråbene: ’Stop tyven’ og ’Stop naziislamisme’. Alternativet, som ønsker en mere vild natur og deleøkonomi, blev større end Radikale Venstre, som har 2040-planer for alt fra økonomi til klima.

Det sprog og det verdensbillede, som har regeret Danmark de seneste mange år, tabte valget. Den såkaldte nødvendighedens politik, som har dikteret omfattende forandringer af sociale ydelser og rettigheder, fik et mistillidsvotum. Og den attitude, som man kunne kalde magtens identitetspolitik, hvor bare det at kalde sig ’ansvarlig’ i sig selv bliver til et argument for, at man har ret, blev stemt ned.

Konflikten mellem de gamle regeringspartier og de nye protestpartier reflekterer en modsætning, som genfindes overalt i det danske samfund. Det er de varme hænder mod de kolde hoveder, det er pædagoger og lærere imod djøf’ere, det er fortællingen om det sande engagement ude i børnehaver og skoler imod regneark, evaluering og registrering. Det er også Udkantsdanmark imod Centraldanmark.

De såkaldte protestpartier har det tilfælles, at de taler et varmt sprog, som appellerer til almindelige fornemmelser for rigtigt og forkert. De taler imod det kølige administrationssprog, der hylder ’reformen’ i sig selv som den ypperligste politiske handling og henviser til komplicerede økonomisk-administrative regnestykker, som ingen almindelige borgere kan gennemskue. Protestpartierne har politiske idealer, men ingen realistisk plan for at gennemføre dem, mens regeringspartierne har realistiske planer, men ingen idealer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er således indlysende, at valgets vinder hverken blev Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen. Det borgerlige Danmark er kollapset politisk og bliver nu defineret af valgets vinder: Dansk Folkeparti. Det er protestpartiet, som har vokset sig så stort, at de er blevet et magtparti. De har vundet kampen om det Danmark, vi kender, så det nu er et politisk fællesskab, hvor alle store partier ser det som et mål at behandle flygtninge så dårligt, at vi ikke bliver et attraktivt land for resten af verden.

Paradokset i velfærdsstaten er, at borgerne er blevet lige præcis så myndige, at de ikke vil regeres gennem abstrakte regneark, men staten samtidig er blevet så kompleks, at magtudøvelsen foregår gennem en teknokratisk centraladministration. Det er det forhold, som skiller protestpartier og magtpartier.

Og som er udfordringen for det næste socialdemokrati.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden