0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Med bevidstheden i fødderne - Et vandringsessay af Kim Skotte

Vandringsmænd og -kvinder tager til i antal, og nu har de også fået en filosofisk ledsagebog til deres ransel.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fremad. Politikens egen Kim Skotte har gjort sig tanker om det at vandre med udgangspunkt i Frederic Gros' bog 'Gå' og sin egen vandring i Sydengland denne sommer. Tegning: Jørn Villumsen

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg puster ud på bakkekammen og lader blikket vandre horisonten rundt.

Landskabet er så saftigt grønt, at jeg næsten kan høre køerne smaske af vellyst. Markernes grønne rektangler breder sig ud for mine fødder som et abstrakt maleri. Lærken slår triller, og enkelte humlebier strider sig vej i den kraftige blæst. Får klippet næsten ind til skindet med røde tal malet på flankerne glor gumlende på os. Skyerne haster hen over himlens lyse blå. Videre, videre!

»Landskabet er et kar af saft og kraft, af farver, af dufte, som kroppen opsuger«, skriver den franske filosof Frédéric Gros i ’Gå! En filosofisk fodrejse’, og det er lige præcis sådan, det er. Man går igennem landskabet og suger til sig. I dette tilfælde højderyggen South Downs Way, som vi følger fra katedralbyen Winchester til badebyen Brighton. Og mens vi går, indhenter vi langsomt os selv.

Man falder i hak med sin egen rytme. Skridt for skridt. Tankerne vandrer, men materialiserer sig til sidst mest i en særlig fyldig tomhed. Et forfrisket nærvær, jeg ikke kender andre steder fra. Jeg bliver tilstanden at gå. Jeg føler mig hjemme. Hele tiden på farten fra sted til sted. Selve bevægelsen fremad bliver det hjemmehørende, konstanten. Og det selv om jeg mildest talt ikke er nogen frygtløs vagabond, men noget af en manisk planlægger og hyggefis, der har sørget for, at der venter en kro og et godt glas øl og en blød seng for enden af hver dags etape.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter