For den litterære verden og millioner af læsere var Doris Lessing en engageret og højt skattet forfatter, der udgav flere end 50 bøger og i 2007, 88 år gammel, som den hidtil ældste modtog Nobelprisen i litteratur for sin livslange indsats.
Men for den britiske efterretningstjeneste var hun i to årtier en »tætbygget« kvinde, hvis kommunistiske sympatier var »opflammet næsten til det fanatiske« med et sådant had til britisk kolonianisme, at hun fremsatte »uansvarlige udtalelser« i retning af, at »alt sort« var »skønt«, mens »alle mænd og alt hvidt var ondskabsfuldt«.








