Når den nære natur ikke slår til
De er dygtige, de ingeniører, der kan få en cigar af blik drønet ud i det ydre rum. De er modige, de mænd, der som danske Andreas tør sætte sig inde i cigaren. Men det er ikke kun mod og dygtighed, der fascinerer os. Det er også forestillingen om det verdensrum, der altid har været billede på de stærkeste følelser.
»Natten er lys, men med drivende skyer under månen«. Sådan begynder Morten Nielsen et digt om en tindrende forelskelse. Blomsterne sover, syrenen er afblomstret, roserne bløder. Intet i den nære natur er dog stort nok til at matche følelsen. Der skal være højere til loftet, så højt som man overhovedet kan forestille sig:








