Bestyrelsesformanden for Kaleidoskop, Litten Hansen, der samtidig er midlertidig direktør på Camp X, har måttet lægge ryg til voldsom kritik fra medarbejderne på Kaleidoskop og store dele af teaterlivet.
De er bange for, at bestyrelsens imødekommenhed over for at lade Camp X overtage K2 – det gamle Kanonhallen – vil smadre de frie teatergruppers muligheder for at sætte store forestillinger op i København. »For Kaleidoskops bestyrelse har det hele tiden været et uomgængeligt krav, at det ikke måtte ende med færre åbne scener, end der er. Det er et krav, jeg tror på, at vi får opfyldt. Det har været den vigtigste forudsætning for os«, siger Litten Hansen.








