Kan advarselsbreve være et hårdtslående våben i kampen mod den omsiggribende piratkopiering på internettet? Ja, mener flere medlemmer af det udvalg, kulturminister Carina Christensen (K) har nedsat for at undersøge, hvordan man kommer ulovlighederne til livs. Forbilledet er et britisk forsøg, hvor man har sendt breve til folk, der ulovligt deler musik, film, spil og computerprogrammer med hinanden på nettet. De britiske erfaringer viser, at brevene har en meget stor præventiv virkning og stopper 70 procent af pirateriet. Ordningen gøres nu permanent i Storbritannien. Og den bør også indføres i Danmark, mener rettighedshavere og Dansk Industri. Forbrugerrådet derimod advarer skarpt imod ordningen. Det vil være det samme som at indføre et internetpoliti, og det vil være helt ude af proportioner og ændre hele karakteren af det åbne internet, vi kender i dag, mener rådet. Det er store summer, producenter, musikere, spiludviklere, filmselskaber og andre rettighedshavere går glip af via ulovlig fildeling. En nylig undersøgelse fra YouSee viste, at hver sjette dansker ulovligt downloader film på nettet, svarende til 8-12 millioner film om året.
LÆS OGSÅ 'Blå mænd' downloadet 100.000 gange ulovligt
Ligeledes viser en undersøgelse fra pladeselskabernes verdensomspændende brancheorganisation, IFPI’s tal, at selv om 70 procent af musikforbruget i USA, England, Frankrig og Tyskland stammer fra digitale kanaler, udgør det digitale salg kun 35 procent af omsætningen.
»Der er enighed blandt rettighedshaverne og Dansk Industri om, at brevmodellen er en farbar vej«, siger advokat Peter Schønning, der repræsenterer IFPI Danmark og producentforeningen for film-, tv- og computerspil i udvalget.
Kun de større fisk
I mange familier vil det ofte være de yngre medlemmer, der er mest aktive med fildeling uden forældrenes viden. Men med brevet får forældrene mulighed for at gribe ind. Stopper den ulovlige distribution af filer ikke, vil man modtage et nyt brev.
Og tredje gang vil man blive anmeldt til AntiPiratgruppen, der så kan tage stilling til, om der skal indledes en retssag. »Selv om ulovlig fildeling er et stort problem, har langt de fleste mennesker en ambition om at opføre sig ordentligt og holde sig inden for lovens rammer«, siger Peter Schønning. I dag er det AntiPiratgruppen, der holder øje med ulovligheder på nettet og lægger sag an, hvis der er alvorlige overtrædelser af loven.








