Hegn og plankeværk i op til tre meters højde vil de kommende år blive det måske allermest karakteristisk kendetegn ved København.
I alt seks kilometer hegn vil blive opsat i København og på Frederiksberg omkring de 21 metroarbejdspladser. Men i stedet for, at vi skal glo på en kedelig grå eller sort væg, vil Metroselskabet omdanne hegnene til kreative legepladser for kunstnere, graffitimalere, skoleklasser, unge, gamle, erhvervsdrivende, og hvem der ellers måtte have gode ideer. ’Byens hegn’ hedder projektet, som bliver skudt i gang 17. juni, hvor hele byen inviteres til at brainstorme og udvikle ideer til udsmykning og brug af hegnet. Projektet skal alene finansieres af reklamer. Derfor er 25 procent af de seks kilometer hegn forbeholdt reklamer. Og de vil fortrinsvis være at finde i det centrale København, hvor reklamepladsen er mest attraktiv, oplyser projektleder Mimi Larsson: »På Kongens Nytorv vil 60 procent af hegnet gå til reklamer. Og det er det maksimale. På Rådhuspladsen vil det være omkring 50 procent, der får reklamer. Men reklamerne vil oftest være på den del af hegnet, hvor der er meget biltrafik, så kunsten og udsmykningen findes de steder, hvor mennesker går til fods«. For eksempel vil hegnet omkring Nørrebroparken af samme grund være helt reklamefrit, fordi det primært er et rekreativt område for områdets beboere. Det er også her, det første hegn med udsmykning bliver opført til august. »Vi vil meget gerne have lokale til at engagere sig, og vi vil gerne lytte til deres ønsker. Det er jo dem, der skal bruge området. Og vi ønsker, at hegnene bliver en slags laboratorium for midlertidige byrum. De kan ikke bare udsmykkes, men der kan også sættes planter eller byrumsmøbler op«, forklarer Mimi Larsson. Graffitivægge Ligeledes er byens erhvervsdrivende velkomne til at byde ind. På Enghave Plads på Vesterbro har en cafeejer allerede etableret udeservering i et indhak til byggepladsen, så man kan følge maskinernes arbejde gennem trådhegnet, mens man indtager sin caffelatte.










