Landets største antikvariat, Vangsgaards, som har haft to afdelinger i Fiolstræde og en afdeling på Kultorvet i København, har indgivet konkursbegæring.
Ejeren af butikkerne, Søren Vangsgaard, har sendt personalet hjem. Han åbnede sin virksomhed i 2001, efter at han i en periode forinden havde handlet med antikvariske bøger over nettet. Da Harcks Antikvariat i København blev til salg, valgte han imidlertid at etablere sig med en fysisk butik, selv om det fra starten skete med et beskedent kapitalgrundlag. Som en medarbejder har formuleret det, var Vangsgaard fra starten et firma, der asfalterede, mens de kørte.








