Daesh. Egentlig er det bare en forkortelse. Af den arabiske betegnelse for »Den islamiske stat af Irak og Levanten«. Islamisk Stat.
Men på arabisk lyder det som ordet »daes«, der betyder »en der træder andre under fode« og ordet »dahes« med betydningen: En som skaber splid. Et noget mindre flatterende navn end Islamisk Stat, der i sig bærer løftet om genindførelse af kalifatet fra profetens tid og derfor måske klinger noget mere inciterende i nogle muslimers ører. Det er sikkert derfor, at den amerikanske udenrigsminister John Kerry er begyndt at kalde terrorbevægelsen »Daesh«, som den kaldes i de arabiske lande.








