På en måde er det nemmere at forestille sig heavyfestivalen Copenhell flyttet til dronningens sovegemakker end internationalt melodigrandprix afholdt i B&W-hallerne på Refshaleøen.
Melodigrandprix er pop, pailletter og lipgloss. Mens S1 og S2, som hallerne i virkeligheden hedder, stadig – knap 20 år efter at skibsværftet endegyldigt lukkede og slukkede – er stål, sved og svejsestøv.
Og så er de store. Rigtig store. Måske endda lige så store som melodigrandprix og helt klart større end Rundetårn, som der næsten kan stå to af oven på hinanden i S2, hvor der er 75 meter op til tagkippen.
LÆS OGSÅ
Desuden er S2 150 meter lang og 50 meter bred. Så med lidt snilde kan man sagtens klemme et par danske domkirker eller tre ind her.
I det hele taget skrumper alt, når man anbringer det i S2. Det Kongelige Teater har lejet gulvarealet som lager.
Her står teatret og operaens repertoire gennem mange år – bagtæpper, sætstykker, kostumer, tingeltangel – pakket ned i 220 store containere.
De minder om legoklodser.
High roping
Oven på en container har nogen parkeret to Trabanter. De ligner køleskabsmagneter fra Berlin. Og trucken, som flytter rundt på containerne, ser i S2-regi ud som et stykke legetøj.
Et sted står en karet. Nogle træstammer (måske de sørgelige rester af Birnam Skov fra ’Macbeth’).
Og bøjlestativer tungt belæsset med, hvad der ligner alt klunset fra ’Madame Butterfly’.
Luftrummet oppe under taget kan Det Kongelige Teater ikke rigtig bruge til noget, så det er lejet ud til firmaet Urban Ranger Camp, som tilbyder high roping: klatring rundt i hallernes tagkonstruktioner på fire forskellige baner i 50 meters højde, og alene tanken kilder helt ned i tæerne.
Et dristigt forehavende
S1 er mindre end S2, men stadig stor. Her ligger – men altså kun nogen tid endnu – Europas største indendørs paintballbane.
De to haller er i dag adskilt af en ikke særlig høj halvmur, og det er piece of cake at vælte den, når hallerne, og det er arrangørernes plan, skal laves om til ét stort sammenhængende rum.
Det er straks værre med de tre gigantiske gittersøjler, som bærer taget i skellet mellem de to haller.
Søjlerne skal væk og erstattes af en tværgående drager, så der bliver helt frit udsyn for publikum til scenen. Og det er, som man i 1800-tallet sagde om ekspeditioner til polerne og det indre Afrika:
Et dristigt forehavende.
Hvilket i øvrigt er en meget passende beskrivelse af hele projektet.
LÆS OGSÅ
For det er faktisk noget nemmere at købe forestillingen om, at man om syv måneder igen ville kunne bygge skibe i S1 og S2, end at små vimse korsangere fra Kasakhstan til maj næste år vil stå her badet i spotlight fra kulørte lamper og synge deres hjemlands vemodige sang.
Så der er vel egentlig kun at ønske held og lykke. Det bliver der brug for
.
