Om det faste makkerpar Oscar K. og Dorte Karrebæks krasse billedbøger – med mørke emner som medlidenhedsdrab på evnesvage og barndommen som kz-lejr – er for børn, kommer man let i tvivl om. Det gælder også deres seneste bog, den illustrerede roman ’De syltede børn’, der uden frygt forfølger en morbid, men også hjertelig fascination af det misdannede og skæve.
Bogen kommer i en arkivmappelignende, gråmeleret kassette med påskriften ’De syltede børn’. Indeni gemmer en gulnet bog på fortællingen om en gruppe landsbybeboere i tiden efter en uvis og fjern katastrofe. Det er noget, der har bredt sig gennem vandet, en miljøkatastrofe af en art, der giver mennesker og dyr deforme kroppe og tomme hukommelser.
Fortællingen begynder lige på: »Flere år efter blev der i udkantsområderne født/ førstegenerations vanskabninger,/ lam med to hoveder, trebenede gæs,/ børn med to hjerter eller tyste hjerner./ Og Lidia i det hvide hus,/ en ung pige uden kropsåbninger,/ som ikke vidste af nogen mand«.
HØR PODCAST:
Denne pige uden kropsåbninger er det urovækkende resultat af hendes mors affære med en fremmed handelsrejsende, en bedemands søn. Alle »hanner« begærer hende og skammer sig over det. Hun står døv, blind, rådvild og længselsfuld ude i mørket hver nat.
Både ord og streg har næsten noget David Lynch over sig
Ingen ved, hvad man skal gøre, men endelig rejser en hel gruppe af sted med Lidia for at besøge »en mand, der udforsker livet«. Som også viser sig at være bedemandens søn, kæmpe og indehaver af et rædselsvækkende raritetskabinet med sære dyr og syltede børn: »forkrøblede embryoer og børn i glas,/ abnorme fødder, unaturlige vækster, afskårne hoveder«. Foruden Lidias mor i en glaskiste ...
Et stemningsstykke uden moral
Den muligvis incestuøst indavlede, muligvis lykkelige slutning på den ballade skal ikke afsløres her. Og jeg vil slet ikke begynde at tænke på den udlægning, en psykoanalytiker kunne komme med. Både ord og streg har næsten noget David Lynch over sig. (Næsten).
I alle tilfælde er ‘De syltede børn’ en dunkel fabel, hvor død vendes til liv; et sært eventyr, som der vistnok gemmer sig en eller anden mangfoldighedsmorale i, men som måske også koketterer lidt med den dunkelhed.
Ligesom de livsvise/lommefilosofiske valgsprog, kæmpen taler i: »Forunderligt er det, vi ser«, »Forunderligere det, vi forstår«, »Men forunderligst (...) er det, vi med forstanden ikke kan rumme«. Og hvad med: »Driften mod liv skænker verden sælsomme skabninger./ Her står de i glas,/ fordi nogen har haft øje for dem«.
Det må man selv bedømme, hvad man kan få ud af. ’De syltede børn’ skal heller ikke nødvendigvis selv rummes med forstanden eller moralen for den sags skyld, men læses som et stemningsstykke, båret af både gys og ømhed.
