Langs hotelgangen lyser værelsesnumrene som rhinsten strøget ud over en scene fra ’Sex and The City’.
Der er glamour over det her. Bag dørene kan jeg høre dem snakke i telefon. Karrieredamerne. Dør efter dør sætter jeg øret mod døren for at høre, hvem de er, mine sammensvorne, mine medsøstre udi disciplinen ’giv mig for Guds skyld fred for alle de mænd’. »Transfer was a nightmare, I tell you!«, lyder det ophidset fra nummer 1725. »I’ll be in New York again by Friday«, lyder det bekræftende fra 1731. »I haven’t received the contracts yet«, lyder det beklagende fra 1733. Hun lyder som en meget vigtig forretningsdame. Det gør de sådan set alle sammen. Jeg stryger altså et af punkterne på min liste over fordomme om de andre gæster: Det er nok lesbiske par eller veninder på storbyshoppetur alle sammen. Der er nemlig kun soloværelser her på Bella Sky Hotels kvindeetage. Jeg er her på en rejse. Ikke sådan en Karen Blixen-turban-krævende en af slagsen på girafryg eller noget. Fra min hoveddør ude i virkeligheden er der faktisk kun fire stop med metroen ud til Ørestads nye store hotel.
