1) Modeller er dumme
»Jeg tror, at når modeller kan blive opfattet som ubegavede, handler det om, at man er meget ung og ofte umoden, når man starter i branchen. Det er meget unge piger, der skal begå sig i en voksenverden, mellem folk, der har 20-30 års mere erfaring end dem. Man er ydmyg og nervøs for at gøre noget forkert, og derfor siger man hellere bare ’okay, fint nok’ i stedet for at være kritisk og sige sin mening højt«.
2) Modeller er hinandens værste fjender
»Det er rigtigt, at vi er hinandens konkurrenter. Hvis jeg ikke får jobbet, så tager hende ved siden af mig det. Det er et spil, hvor det altid handler om at rykke et stadie op, og det kan godt virke koldt. Du skal være en succes, og du må ikke vise svaghed. Men på den anden side er det en meget speciel livsstil at være model, og mange piger finder hinanden og bliver hinandens støtter, fordi vi forstår hinanden«.










