Mads Holger ville forvente en statsmandsbegravelse. Intet mindre. Hvis han kunne vælge, skulle det foregå på Kongens Nytorv (uden metrobyggeri!) under en opførelse af ’Svanesøen’ med champagne i krystalglas og smukke kvinder i lange balkjoler. Mads Holger var den sidste romantiker.
Han elskede det svulstige, det ornamenterede og det smukke i livet. Han elskede ’gamle dage’. Faktisk var det det største kompliment, Mads Holger kunne give noget: at det var ligesom i gamle dage. Han drømte om at være Ivanhoe, afgøre uoverensstemmelser med noble fægtedueller og at køre i guldkaret. På den måde var han uden for tid og sted. En arbejderklassedreng fra Nørrebro med fine fornemmelser, vid og gode manerer.






