Det absurde drama hører til i toppen af europæisk modernisme. Når man forstår hele det absurde verdensbillede hos dramatikere som Beckett og Ionesco, indser man, at en verden uden mening kan have sin egen skønhed, sit eget underholdende tidsfordriv. De store sandheders tid er forbi, men i meningsløsheden findes der en æstetisk redningskrans for dem, der vil reddes.

Absurd teater kan være vanskeligt at gå til, men at det skulle være en kulturel niche, er faktisk helt forkert. Sagen er tværtimod, at det absurde teater mere eller mindre har overtaget populærkulturen. Man behøver slet ikke at gå i teatret for at opleve det; man skal bare lukke op for dækningen af de olympiske lege i Rio.