Blev den anerkendte finske journalist Johanna Korhonen fyret fra et nyt job som redaktør for en af Laplands vigtigste aviser, bare fordi hun er homoseksuel? Det har politiet i Helsinki fået mistanke om efter i nogle dage at have fulgt den opsigtsvækkende sag, der har sendt chokbølger gennem den finske medieverden. Diskrimination på arbejdspladsen er ulovligt, hvilket gør, at politiet af egen drift kan gå ind i sagen, skriver den finske avis Hufvudstadsbladet. »Det virker som en sag for politiet«, siger Marrkku Niskala fra politiet i Helsinki.
Overvejer erstatningssag
Johanna Korhonen har over for Politiken gjort det klart, at hun selv overvejer at indlede en erstatningssag ved domstolene.
Ifølge hovedpersonen selv blev hun i mandags fyret af direktøren for den finske mediekoncern Alma Media, fordi han efter at have ansat hende fandt ud af, at hun bor sammen med en anden kvinde.
Det afviser Alma Medias ledelse, som siger, at Johanna Korhonen løj »flere gange« under ansættelsessamtalen.








