Nej, siger Johanna. Hun er lige fyldt halvandet, med lagkage med halvandet lys, hurra og det hele. Og det er åbenbart det tidspunkt, man begynder at sige nej på. Nej til at sove, nej til leverpostej, nej til at få sko på. I hvert fald ifølge Libero, som med jævne mellemrum sender os en prøveble og nogle staldtips om børns røgt og pleje. Og selv om vi stadig opfatter vores unge som ganske unik, så kører hun altså på normal-timing ligesom andre, mere ordinære, børn. Ikke at vi bruger Liberos bleer, Aldis koster kun det halve. Det tog os nogen tid, før vi turde gå over til sekundableerne. I starten bryder man sig jo ikke om at spare, når det går ud over et umælende væsen. Men helt ærligt, Aldis er udmærkede. Men derfor kan man jo godt læse nyhedsbrevet fra Libero.
Far sove!
Når Johanna ikke har travlt med at nægte, dirigerer hun rundt med sine forældre. Hun lægger puder på gulvet. Så ligger hun på maven med hovedet på en af puderne, hvorefter hun siger: »Far - sove!«. Og så: »Mor - sove!«. Så ligger vi alle sammen et minuts tid, og så rejser hun hovedet på puden og siger 'go-norgen' i et optimistisk tonefald. Underligt. Ingen af os har nogensinde sagt godmorgen til hende, for hun er altid den første, der vågner. Og hvis vi endelig har sagt godmorgen, så har det ikke været med den morgenfriske stemmeføring. Men vi har nu fået opklaret, at det er sådan, hendes dagplejer vækker dem efter middagsluren.
Ejerfornemmelser
Et andet tegn på hendes selvstændighed er, at hun har forstået konceptet 'min' uden smålig hensyntagen til, om dukken, for eksempel, er hendes eller tilhører et andet barn. I det hele taget er hun blevet sværere at løbe om hjørner med. Tidligere kunne man sagtens sætte hende i barnestolen og sige: »Så sidder du her med hagesmækken på, mens far liige laver grød«. Nu siger hun hånligt »liige«, og så rejser hun sig op. Hun finder sig ikke i noget, slet ikke i at vente. Og egentlig er det jo rimeligt. Hvis hun vil have grød, og jeg siger »liige«, så betyder det jo, at hun ikke må få grød. Basta. Enten er det nu eller aldrig. Samme tidsbegreb har langsomt overmandet os som forældre. Der er nu, og så er der eksotiske begreber som fortid og fremtid for slet ikke at nævne fritid.
En enkelt øl
Den anden dag drak jeg en øl med min (barnløse) bror, efter at vi havde spillet tennis. Det var rigtig hyggeligt, og han mindede mig om, at det faktisk er første gang i år, at jeg ikke bare er drønet hjem efter tennis. Han gør mig opmærksom på, at det jo også er vigtigt at gøre ting for sig selv, så det hele ikke bare går op i barn og bleer. Jeg forstår selvfølgelig godt, hvad han siger, rent grammatisk. Og jeg har sikkert selv tidligere ytret noget lignende over for kammerater, der blev ramt af børn. Derfor går jeg heller ikke i rette med hans synspunkt, men tænker bare mit. At det er rigtig lang tid siden, at jeg bare sad og kiggede ud i luften. Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan det føles at overveje, hvad jeg skal lave. Der er program hele tiden. Det er ikke synd for mig eller for andre, der har børn. Det er bare sådan. Og det kan ikke diskuteres. At få børn er en irreversibel proces ligesom gymnasietiden. Det var en fantastisk oplevelse, der ændrer alt. Man ville ikke have været foruden, og man har i hvert fald ikke lyst til at gøre det en gang til. Og så er det jo heller ikke værre, end at man sagtens kan snuppe sig en pilsner. En gang om året. Selv om man får lidt ballade, når man kommer hjem.