Politiken torsdag: Vi har spurgt fire kvinder med humor som profession, om der er forskel på mande- og kvindehumor. Og hvad der er sjovest. Susanne Bier,
filminstruktør bl.a. af Den Eneste Ene: »For mig har mandlig og kvindelig humor meget med forfængelighed at gøre. Kvinder er mindre forfængelige, synes jeg. De er mere rå overfor sig selv. Når de altså har humor. Det er sikkert også, fordi jeg synes, at mandlig forfængelighed er meget mere patetisk. De poserer og passer på, hvem de selv er, og hvis man prøver at være morsom og samtidig er forfængelig på en bestemt, maskulin måde, så falder det altså helt sammen. Jeg synes ikke, at kvinder har det samme behov for at dække sig ind. De kan godt sige: Nu er jeg sgu ligeglad, om jeg er latterlig. Det er cool nok«. Er det en offentlig hemmelighed blandt kvinder, at mænd har en lettere forringet humor? »Det tror jeg. Der er sådan en vis mandlig oppustethed, mens kvinder har en større distance til deres egen betydning. Se mandlige politikere, advokater og filminstruktører. Altså, hvor mange rigtig, rigtig vigtige kvinder kan du komme i tanker om? Kvinder, som omgiver sig med den der aura af vigtighed«. Så mænd har også sværere ved at tabe ansigt i humor? »Det er mere end ansigtstabet. Det er en måde at se verden på. En måde at se, hvad man er. Og det man laver. Jeg laver film. De skal være optimalt gode, men det er stadig væk film. Jeg går ikke ud og redder små børn fra sultedøden. Jeg tror, man som kvinde har et pragmatisk forhold til sig selv, mens mænd har lettere ved at komme ud i nogle lidt forhøjede tanker om deres egen betydning«. »Vemodighed og humor mødes også oftere i noget, der er lavet af kvinder. Altså, så man både griner og føler stor ømhed. Og derfor ikke lægger så stor afstand til ting. Den vemodighed ser jeg ikke så tit i mandlig humor«. Er der noget ved mandlig humor, du foretrækker frem for kvindelig? »Sådan noget barnlig, mandlig humor synes jeg er skøn. Kvinder er nok bedre til at huske, at børn skal have vælling 14 gange om dagen. Men dybest set tror jeg, at mænd er meget bedre til at lege med børn«. Hvordan viser det sig i deres humor? »I sådan nogle ordspil. Jeg tror faktisk, at mænd kan åbne for deres fantasiverden på en anden måde. Jeg bliver enormt forført af den der mandlige fantasihumor. Jeg synes, den er ultra-charmerende. Sådan lidt skrappe kvinder med humor kan jeg have en helt umiddelbar forståelse med, men jeg synes, der er noget facinerende ved den uforudsigelige mandlige humor. At nu begynder vi at bygge et eller andet sandslot, og så bliver man bare ved. Det er styret af en indre logik, men uden at det behøver at havne noget bestet sted«. »Kvindehumor kan godt være begrænset. At man alligevel har en retning i det. South Park kunne f. eks. ikke være lavet af kvinder«. Kunne Casper Christensen være kvinde? »Arj, det troede jeg, at han var«. Lotte Svendsen, filminstruktør - medforfatter til kvinde-tv-satiren 'Emmas Dilemma', der har premiere i aften: »Vi har selvfølgelig også lavet en sketch i 'Emmas Dilemma', hvor der kommer en journalist og spørger: Er der forskel på mandehumor og kvindehumor? Hvorefter hende, der bliver spurgt, åbner et Libressebind, knalder det op i hovedet på sig selv, folder de der vinger op på kinderne og siger: Nej, det synes jeg egentlig ikke«. »Det er et spørgsmål, vi bliver stillet sådan cirka 80 gange, her hvor vi har premiere. Jeg tror, det drejer sig meget mere om holdninger og miljøer, end det drejer sig om mænd og kvinder. Når mennesker griner, handler det om genkendelighed. Man tænker: Hold kæft! Der er lige mig. Eller: Det er lige hende! Og måske føler mænd og kvinder sig ramt på forskellige punkter«. »I gamle dage var kvindehumor sådan noget med: Og før vi fik bil, så var der råd til at købe et stykke tekstil!. Og ih! Lille Marguerite Viby, se, hvor hun kan spjætte! Men hun er aldrig rigtig grim. Hun er aldrig rigtig vanvittig. Hun er bare sådan en frisk lille dame. Sådan noget yndig damehumor, at ih, til julefrokosten skal vi lige klæde os ud som syngedamer. Se, hvor kan vi også være frække. Men det har vores mødre jo gjort op med. I dag må damer gerne være grimme. Ellers har Margaret Thatcher da også levet forgæves«. »Typisk kvindehumor synes jeg ikke er sjovt. Altså: Åh nej, jeg er kommet til fest og har glemt min sminketaske, så jeg må ud til værtinden og låne noget sovsekulør. Ha-ha! Altså, for faen mand! Sådan en humor accepterer samfundet, som det er. Du ved: Ih, hvor er det irriterende at have en kæreste, der pisser på brædtet. Slap dog af! Lad ham dog pisse på brædtet! Vi lever kraftedeme i en verden, der er på vej til et økologisk sammenbrud, og skellet mellem rig og fattig bliver meget større. Det er sgu da mere interessant«. »For os har det at lave kvindehumor været at sætte os langt ud over det gængse kvindebillede. At vi alle sammen helst skal ligne Iben Hjejle lidt. Hvis du vil lave humor, der rykker røv, skal du jo turde ikke at ligne Iben Hjejle. Og når vi virkelig har haft gode grineflip, har det været, når vi fuldstændig har sluppet normen for, hvad en rigtig kvinde skal kunne. Vi har ikke bare appelsinhud. Vi er nogle små, hjemmeonanister på halvanden meter med tykke maver og overskæg. Vi er syge i roen«. Kirsten Lehfeldt, s kuespiller og komiker, bl. a. sammen med Søs Egelind som de to midaldrende herrer Carsten & Helge: »Jeg kan bedre lide at tale om menneskehumor. For dybest set griner vi jo af det samme, hvis det er sjovt. Men kvinder har lidt mere selvironi end mænd, synes jeg. Igennem mange år er mænd jo blevet opdraget til at skulle være store og stærke og ikke miste facade. Kvinder har nemmere ved at sige: Nej, det må du undskylde! Dér dummede jeg mig. Eller måske i det hele taget at vende på en tallerken. Også sådan: Nej, jeg mente det overhovedet ikke. Jeg er nødt til at tænke helt om!«. »For 50 år siden var det jo utænkeligt, at en kvinde tog ordet og fortalte en vits. Det var altid manden, der skulle gøre det. Dengang blev humor betragtet som ukvindeligt. Det har været mændenes det dér med at forvride stemmer. Det har ikke været lækkert. Ligesom det var mere ulækkert at se en kvinde fuld end en mand. Humor er jo også tit plat og groft. Hvis man skal have folk til at grine, foregår det tit under bæltestedet eller inde i noget diskriminerende. Altid lidt ude i et grænseområde, hvor man ikke før i tiden skulle vove sig ud som pige. Og så kræver det mod! Fordi det sværeste i hele verden er at få folk til at grine. For det er så frygtelig pinagtigt, hvis der ikke bliver grinet«. »I dag tør flere og flere kvinder godt smide den der attitude af, at man skal være så fin og yndig og sød samtidig med, at man står og fortæller en lille vits. Man tør godt stille sig op og bare være til og være sig selv, nogle gange grim, nogle gange dum, nogle gange klog eller overklog«. Anne-Marie Helger, komiker, bl. a. med sit show Helgers Hedetur: »Det er et umuligt spørgsmål. Men når det er sagt, tør jeg godt sige, at der - meget generelt - er forskel på mænds og kvinders humor. Kvinder reagerer mere spontant. Hvis de synes, at noget er morsomt, så ler de. Den skal ikke så mange veje igennem, før de reagerer. Mænd er mere autoritetstro. Og navnlig hvis man optræder på en mandearbejdsplads, kan man tydeligt se, at mænd tager hensyn til, hvad deres foresatte synes er sjovt«. Kan du ligefrem se dem sidde og skæve til chefen, før de griner? »Helt klart. Og de vil nødig stikke af fra mængden. Derfor tror jeg, at mænd så godt kan lide vittigheder. De elsker vittigheder. For her er det ligesom vedtaget, at denneher den er sjov, og dér kommer pointen. Når kvinder underholder hinanden, er det ikke så pointe-relateret. Det, der morer kvinder, er ofte selvopdigtede anekdoter med mange små højdepunkter undervejs. Der går ikke den samme pointejagt i«. »I denne her hedetur, som jeg rejse rundt med har jeg bevidst indlagt nogle mandartede vittigheder for at der også skal være noget for mændene. Jeg plejer at kalde dem 'øer af maskofæle, beregnende latterpunkter'. For så hviler mændene i den der trygge bevidsthed om, at dér var pointen. Og så behøver de ikke kigge på chefen for at finde ud af, om vi kan grine her«. »Men jeg har engang optrådt for Kvindeligt Arbejderforbund, og der må jeg indrømme, at det samme gjorde sig gældende, for der sad Lillian Knudsen oppe foran og tronede sammen med nogle andre pampere, og der skulle de andre jo så se, om de nu også syntes, at det var sjovt, før de turde grine«. »Kvinder bliver jo opdraget til at være charmerende og behagesyge. Mænd får at vide, at det der dit ansvar, det hviler på dig, du er den store. Så det er ikke maskulint at være meget lattermild. Kvinderne får at vide, at hvis du skal klare dig som kvinde, skal du være sød og pusseløjerlig og husk et lille smil. Derfor har kvinder hurtigere til smil og latter end mænd«. Kan mænds tøven med latteren også skyldes, at de sidder og tænker på, hvordan vi kan følge op med endnu en morsomhed? »Ja, ja, de sidder og spinder på, at nu skal de gerne overtrumfe den«. »Hvis en kvinde tør fortælle noget, hvor hun gør grin med sig selv, så synes medsøstrene, at det er sjovt. Mænd er opdraget til at skulle have succes. Derfor tager de nok sig selv mere højtideligt. Men flere kvinder har jo fået magt nu om dage, og på mændenes præmisser. Og jeg har lagt mærke til, at yngre erhvervskvinder griner mere lige som mændene. De kigger også mere på chefen, før de griner«.