De små synger Melodi Grand Prix

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Benovelsen var så stor, at der kun lød enkelte pip på jysk fra de unge sangfugle, der i går blev præsenteret af selveste René Dif fra Aqua, da DR 1 holdt pressemøde for de unges Melodi Grand Prix i går på, af alle steder, Hard Rock Cafe i København. Det var nødvendigt at hæve sig helt op på Buffalo-skoenes høje såler for overhovedet at finde fodfæste på podiet hos René Dif og Camilla Ottesen, som skal være værter for de unges sangfest 7. april på DR 1. Genertheden blev ikke mindre af, at børnenes helte, Rollo & King sad ved et bord bagest i lokalet sammen med den ene halvdel af søstre-duoen S. O. A. P. De er blandt de optrædende ved den ungdommelige slagerfest i tv. Har danset sammer i over fem år »Vi er ikke generte - det er helt vildt sjovt at være med allerede. Vi glæder os meget«, sagde 14-årige Tanja Jessen fra Strandby og 15-årige Lonnie Madsen fra Frederikshavn under hver sin hvide Madonna-stetson. De to veninder har danset sammen i 5-6 år, hvilket har ført til de musikalske ambitioner. »Vi var i Norge mellem jul og nytår, og så mødte vi gruppen The Platters på færgen hjem. De fik os til at optræde med nogle af de numre, vi selv har skrevet. Det var første gang, vi optrådte ved andet end familiefester, så det var sjovt. Det kommer vi forhåbentligt til meget mere«, siger Tanja og Lonnie, som i dagens anledning havde fået sat krøller i håret ligesom deres helt store idol, Madonna. Fjerde plads i Spicegirls-konkurrence De ti udvalgte deltagere i de unges Grand Prix er langtfra alene. I alt har DR modtaget over 1. 000 bånd og cd'er fra unge, som gerne ville være med. »Engang på TV 2 havde vi en konkurrence om at ligne Spice Girls mest mulig og da fik vi 4. 000 henvendelser. De unge vil meget gerne være popstjerner, og mange af dem øver sig på det - det er bare ikke alle, der slår igennem som for eksempel Creamy. Derfor kan jeg ikke se, at vi udnytter nogen eller noget«, siger chefen for Børne- og Ungdomsafdelingen i DR, Preben Vridstoft, der tidligere har været på TV 2. Det er hans ide at gøre de unges Melodi Grand Prix til en stor begivenhed. Sidste år afviklede B&U-afdelingen et lille Grand Prix med kun fem deltagere om eftermiddagen. Men i år er antallet fordoblet, ligesom alle sejl er sat for at levere et dyrt og flot show i den bedste sendetid lørdag aften. Alle er vilde med Melodi Grand Prix »Alle er helt vilde med Melodi Grand Prix, så hvorfor ikke også lave noget godt for de unge? Vi har brugt 5 producere til at få den bedste lyd på den cd med sangene, der udkommer dagen efter de unges Melodi Grand Prix, og brugt mange penge på at skaffe fed underholdning«, siger Preben Vrids-toft. Mange af deltagerne i de unges Melodi Grand Prix har først fundet sammen inden for de sidste måneder. Lad os så høre, hvad de medvirkende selv siger, i den rækkefølge de skal optræde: Three In One: 'Du kan sige ja'. Trioens to piger og enlige dreng er 11 og 12 år. Simon Jochumsen forklarer: »Jeg går i skole med den ene af pigerne, og de kender vist hinanden, så det var klart nok at lave noget sammen«. Tøsepigerne: 'Ti Amo'. Fire piger fra Als i alderen fra 8 til 12 år. »Ti amo betyder 'jeg elsker dig' på italiensk. Mig og min lillesøster var på ferie i Italien og så øhhh«, forklarer 12-årige Mija Milovic. Shit Kid: 'Når vi sparker røv'. Hip hop med tre drenge fra Kastrup. »Sangen hedder egentlig 'Når vi sparker røv', men man må vel ikke bande i fjernsynet«, mener Shit Kid. Hvad handler jeres sang om? »Det er noget voldeligt«. Hope: 'Den første kærlighed'. To piger og to drenge på 11 og 12 år fra Aalborg. »Vi skrev sangen en dag, hvor vi var på vej fra skole. Vi gik bare og sang, for det havde vi lyst til, og så blev det til den her sang«, forklarer Christina Larsen og Nina Boysen. Bips 'n' Chips: 'Computersangen'.
Fire piger og drengen Simon på 11 og 12 år fra Den Interaktive Musikskole i Roskilde. »Det er en lidt underlig tekst, som kom af, at vi sad omkring en computer en dag og spurgte hinanden: »hvad tænker du på lige nu?«. Det var sådan noget som »der står en ko oppe på et fjernsyn og drikker cacao«, fortæller Simon Andersen. Krate: 'Drømmeland'. Fire drenge fra 14 til 16 år fra Esbjerg og omegn, som har spillet sammen i to måneder. »Det er rendyrket rock, ikke pop-rock og ikke heavyrock, men bare rock! Vi er håbløse romantikere, så det er en kærlighedssang«, forlyder det fra Krate. Cocktail: 'Vil du med mig ud i aften'. »Det er en typisk teenagesang fra en pige til en fyr, som hun gerne vil have med ud«, lyder det fra Lonnie Madsen og Tanja Jessen, henholdsvis 15 og 14 år. Michelle Siel: 'Danser Himlen Sort'. Michelle Siel har en moster, der hedder Lene Siel, og har selv skrevet sit bidrag sammen med sin mor, sangerinden Tina Siel. »Det er sådan noget latino. Den handler om et par, som bli'r forelskede og har et sted, hvor de kan mødes«, siger Michelle Siel. Zabian Zoul: 'Du er min kærlighed'. Charlotte Holzendorff Lange og Ercan Turan, begge 15 år og fra Amager. »Det er en intim sang, en ballade, så vi skal ikke have noget med dans«. Sisse Marie Holzmann Søby: 'Du har brug for mig'. Som den eneste skal 15-årige Sisse være helt alene på scenen ved de unges Melodi Grand Prix med en sang, hun selv har skrevet. »Det er nok fra en pige til en dreng. Hun fortæller ham, at han har brug for hende«, lyder den enkle fortolkning. Da pressemødet mundede ud i burgere og pizza, fik de mange kendte voksne travlt med at skrive autografer til de unge deltagere i MGP. Vinderen af sangdysten får en pladekontrakt med pladeselskabet Universal og skal i øvrigt optræde ved Det Internationale Melodi Grand Prix i Parken den 12. maj.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her