Sonnergaard versus Kjærsgaard

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Ikke alene følte de sig groft ærekrænkede, de følte sig også som ofre for en konspiration: Retssagen Pia Kjærsgaard og Mogens Camre mod forfatteren Jan Sonnergaard for i et interview i Politiken sidste år at have kaldt dem landsforrædere, antog omkring middagstid i går farceagtig karakter. Klokken var omkring 11.30, da Kjærsgaard og Camres advokat, Ole Malmqvist, i sin afhøring af Jan Sonnergaard i Københavns Byret pludselig spurgte: »Har du nogensinde deltaget i udenomsparlamentariske handlinger?« Spørgsmålet forvirrede i begyndelsen Sonnergaard, hvorefter Malmqvist mere end antydede at Jan Sonnergaard sympatiserede med terroristbevægelser. På www.forfatternet.dk havde forfatteren under et afsnit om, hvad der inspirerede ham som forfatter, i en stribe af litterære og kulturelle udtryk nævnt den tyske 2. juni-bevægelse, hvis bøger af frafaldne terrorister var til inspiration for ham. Ole Malmqvist mente på denne måde at have dokumenteret, at Sonnergaard havde sympatier for terroristbevægelser, et argument advokaten gentog i sin afsluttende procedure. Da forvirringen og den spredte latter havde lagt sig i retslokalet sagde Jan Sonnergaard: »Jeg har engang været medlem af ungdomsforeningen FDF. Det beklager jeg. Ellers har jeg aldrig været medlem af nogen politisk organisation«. »Hvor vil du placere dig selv politisk«, spurgte Malmqvist. »Inden for det legale parlamentariske felt«, svarede Sonnergaard. Det er ordet 'landsforræder', og det alene, og ikke den sammenhæng, det stod i, eller måden det var brugt på, Camre og Kjærsgaard følte sig personligt krænkede over. Kjærsgaard anførte at hun under hele sit politiske virke havde været det stik modsatte af landsforræder, og at hun var gået ind i politik for at varetage Danmarks interesser. At bruge ordet landsforræder om hende, der i et debatindlæg i Politiken for nylig skrev 'kun en tåbe frygter ikke islam', var ualmindeligt groft og krænkende: »Ordet er i den grad misvisende i forhold til mit politiske arbejde og mit liv i øvrigt«. Erstatningskrav Hvad angik det store erstatningskrav sagde Dansk Folkepartis leder: »Det har intet med penge at gøre, og hvis vi vinder sagen, giver jeg dem videre til humanitære formål«. Også Camre fandt karakteristikken 'aldeles utålelig': »Jeg opfylder i enhver hensende mine nationale forpligtelser«, sagde han og fortalte at hans far var blevet arresteret af Gestapo og ført i koncentrationslejr, og at han var vokset op i et hjem hvor der kom mange modstandsfolk og hvor der var en skarp holdning mod fascisme og nazisme, og at han selv engang som politiker havde kæmpet mod et fascistisk regime, nemlig den græske junta. Camre nævnte ikke, hvad han ville bruge de 50.000 kroner til, hvis han vandt sagen. Jan Sonnergaard sagde i et interview den 6. februar sidste år i Politikens serie 'Fremmede følelser', at truslen mod dansk kultur ikke er flygtninge og indvandrere, men »at vi lader sådan nogle landsforrædere som Mogens Camre og Pia Kjærsgaard udtale sig så kategorisk. De skader Danmarks anseelse lige så meget, som Jörg Haider i øjeblikket skader Østrig«. Camre og Kjærsgaard indklagede Politiken for Pressenævnet på grund af artiklen. Den 12. april udtalte nævnet, at de to politikere havde markeret sig i indvandrer- og flygtningedebatten med så værdiladede og kraftfulde udtryk, at de måtte tåle at blive kaldt landsforrædere, men allerede inden havde de anlagt sag med krav om 100.000 kroner i erstatning fra Jan Sonnergaard. Tvisten i retten i går stod alene om ordet landsforræder, og derfor kom en længere del af domshandlingen til at dreje sig om gruppeformand i Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahls, brug af samme ord til TV 2 den 9. april sidste år, hvor han sagde at regeringen med sin rentepolitik udøvede en 'art landsforræderisk virksomhed', et synspunkt han gentog senere samme dag, nu rettet mod Marianne Jelved. Pia Kjærsgaard bakkede dengang Thulesen Dahl fuldt op og kaldte ham ung og dygtig, men sagde i retten i går, at hun ikke vidste, hvad hun var blevet spurgt om af TV 2s journalist. »Jeg kendte intet til de udtalelser Thulesen Dahl havde givet til TV 2«, sagde hun. »Men jeg ved at han blev presset af TV 2 til at sige det, det var en fremprovokeret situation. « Senere på aftenen, efter at have talt med Thulesen Dahl, korrigerede Kjærsgaard udtalelsen over for TV 2 og sagde at den ikke var smagfuld. Ofre for komplot Da domshandlingen ved 15-tiden var afsluttet, uddybede Pia Kjærsgaard over for Politiken, hvad hun mente med at Kristian Thulesen Dahl af TV 2 var blevet presset til at bruge ordet landsforræderisk om regeringen: »Vi var ofre for en konspiration. Journalisten var blevet sendt i byen for at få os til at gå i en fælde. Jeg lider normalt ikke af paranoia, men det var et komplot efter at vi havde sagsøgt Sonnergaard for at bruge ordet landsforræder. TV 2 er Tøger Seidenfadens gamle kanal. Og Kaare R. Schou fra TV 2 sidder i Pressenævnet. Du kan se det på råbåndene, det var bestilt arbejde«. Jan Sonnergaard sagde, at han var meget bekymret over Dansk Folkepartis hetz og sprogbrug og nævnte at Pia Kjærsgaard omkring hans interview med Politiken havde sagt, at man skulle kunne straffe kollektivt, sådan at hvis en indvandrer begik lovbrud skulle resten af familien sendes hjem. Og kort efter førte partiet en kampagne med temaet: 'Når jeg bliver muslim vil jeg også have en bolig'. Han fastholdt at Camre og Kjærsgaard skader Danmark med deres rabiate udtalelser, og sagde at ordet landsforræder betyder forskelligt i forskellige klimaer. Ét er hvad det betød i Danmark i 1945, noget andet i dag hvor landet ikke har ydre fjender. »De ord Dansk Folkeparti bruger i deres retorik er langt værre end dette, hvor ordet landsforræder ikke skal forstås som en anklage for kriminel virksomhed«. Eneste indkaldte vidne var Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden. Seidenfaden glædede sig over interviewet med Sonnergaard og sagde, at det er et meget udbredt synspunkt, at Mogens Camre og Pia Kjærsgaard skader Danmarks anseelse i udlandet. Han sagde, at ordet landsforræder, måske som følge af den ophedede debat, har fået en bredere politisk betydning og er blevet brugt af både Holger K. Nielsen i Østrig-sagen og af Kristian Thulesen Dahl, og nu Sonnergaard. »Det er kun Camre og Kjærsgaard, der har reageret som var der tale om landsforræderi i kriminel forstand«, sagde Seidenfaden og tilføjede: »Enhver er enig i at Camre og Kjærsgaard markerer sig med kraftfulde udtryk. For eksempel skrev Pia Kjærsgaard i et indlæg for nylig i Politiken: Kun en tåbe frygter ikke islam. Jeg har svært ved at opleve søgsmålet som andet end chikane mod en fattig forfatter«. Der falder dom i sagen den 23. april.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her