U2 udsolgt på rekordtid

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Selv om det i kampens hede mandag formiddag lynhurtigt blev besluttet at arrangere en ekstra koncert med den irske supergruppe U2 i Forum i København, var det ikke nok til at imødekomme efterspørgslen. 20.000 billetter til de to koncerter var revet væk på 14 minutter, og masser af mennesker gik forgæves. Da posthusene og enkelte butikker åbnede for BilletNet mandag formiddag, var køerne enorme. Alle ville have adgang til indledningen af U2s europæiske turne med albummet 'All That You Can't Leave Behind' i Forum 6. juli. Så stor var efterspørgslen, at koncertarrangøren DKB ringede til U2s management i London. »Vi kunne se, at der var behov for en koncert mere i Danmark, og vi vidste, at U2 var ledige også 7. juli. Den dato bad vi om at få i Danmark, og efter nogle hårde minutter med forhandling sagde managementet ja. Så havde vi trods alt dobbelt så mange billetter at tilbyde danskerne, men de var væk på få minutter«, siger Flemming Schmidt fra DKB. Mange skuffede fans fra køerne på posthusene henvendte sig i løbet af mandagen til DKB og skældte ud over, at begge koncerter ikke blev annonceret og sat til salg samtidig. Hos BilletNet var der hele dagen kø for overhovedet at komme igennem med en klage over systemet. Da Politiken kom igennem lidt efter kl. 16 meddelte en kvinde, at »jeg kan ikke huske navnet på ham, du skal tale med, men han er gået«. »På posthuset i Brønshøj fik vi at vide, at de ikke vidste, hvornår billetterne til den anden koncert blev sat til salg. Det er meget ringe information til de mennesker, der står i kø og helt utilgiveligt, at de så åbenbart bliver sat til salg med det samme alligevel«, siger en af de mange skuffede københavnere, som havde taget fri for at stå i kø, Charlotte Landbo. En anden årsag til frustration hos mange kunder hos BilletNet var, at personalet på flere posthuse oplyste, at man allerede søndag aften klokken 22 kunne reservere sin billet på Internettet. »Vi var mange, der var skuffede på det posthus i Vanløse, hvor jeg var efter at have taget fri fra arbejde for at sikre mig billet. Da billetsalget blev annonceret i medierne, fremgik det på ingen måde, at man kunne reservere billet tidligere på Internettet. Det havde nu heller ikke hjulpet mig, for jeg har ikke adgang til Internettet«, siger Ulla Bredahl, København. »Det passer ingen steder. Man kunne ikke reservere billet nogen steder før kl. 10 mandag formiddag. Vilkårene var ens for alle, sådan som det er meningen med BilletNet«, siger Flemming Schmidt fra DKB. Han ville gerne have arrangeret koncerten i Parken under det nye skydetag, som snart er færdigt til Melodi Grand Prix, så der var plads til alle. Men det kunne ikke lade sig gøre. U2 har besluttet sig for at afvikle denne turne med såkaldt »intime« koncerter inden døre. U2 indleder turneen med 'All That You Can't Leave Behind' i Florida 30. marts og er altså i Forum i København 6. og 7. juli.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her