Hvorfor føles det så forkert at ønske sig et barn af et bestemt køn? I månederne før vi fik Johanna for to år siden, blev min kone helt underlig, hver gang jeg slog ud med armene og krævede at få en pige (selv om det også var det, hun helst ville have). Denne gang, inden vi sidste onsdag fik Christian, gud ske tak og lov, turde hverken hun eller jeg åbent erkende, at vi helst ville have en dreng. For hvad nu hvis vi havde fået en pige? Jeg tror, der er to ting på spil. Den ene er, at en forælder ikke ønsker at gøre forskel. Den anden er, at man som vordende forælder er ekstremt bange for at udvise hovmod. Hovmod som kan føre til, at ens barn fødes med et forkert antal fingre eller det, der er værre. Med hensyn til far og mors første bud, 'Du må ikke gøre forskel', så tror jeg, det er meget usundt at pålægge sig selv så megen selvjustits. Selvfølgelig er der forskel. På søskende, på drenge og piger, på store og små. Og hvorfor må en far og mor ikke drømme? Som med alle andre drømme her i livet, kan det jo tidsnok vise sig, at der skal justeres lidt. Men et mål må man vel have lov at have. Barnet kommer ikke til at lide, tror jeg, for kærlighed kan ikke gradbøjes. Vi ved jo, at vi ville elske hvad som helst, der måtte komme ud af moders liv, om det så var en opvaskebørste i pangfarver.
Reel gyser
Den anden grund - at man er bange for at vise hovmod - er til gengæld en reel gyser. For lidt ligesom, at man ikke bør købe barnevogn, før barnet er i sikker favn, så bør man åbenbart heller ikke forestille sig kønnet, før man selv har fået syn for sagn. Og selv om det nu var anden gang, jeg skulle have barn, så var jeg mindst lige så påvirkelig som første gang over for overtro og sære tvangstanker om komplicerede fødsler og skadede børn. Vi fik en forskrækkelse, da Christian (tidligere kendt som fosteret) havde vendt sig og pludselig ikke længere lå med hovedet nedad. Alle troede ellers, at han 'stod fast', altså med hovedet nede i bækkenet. Men nej. En scanning ugen før terminen viste, at han havde startet sin løsrivelsesproces fra forældrene allerede da. Problemet var bare, at hvis han insisterede på at være malplaceret, så måtte vi ty til kejsersnit. Eneste mulighed var at prøve og vende ham udefra.
Snæver vending
To dage senere ankom vi til hospitalet for at få foretaget 'en vending', måske er det herfra man har udtrykket 'en snæver vending'? Men inden de hærdebrede hospitalsfolk kunne nå at begynde deres rumsteren, så viste en ny scanning, at fostret faktisk havde vendt sig igen, og nu var klar til fødsel. Men vi skulle opdage, at han har helt sin egen vilje og ganske megen muskelstyrke at sætte bag denne. Selv i de sidste timer af udvidelsen kunne jordemoderen mærke, at han roterede om egen akse. Og på vejen ud, da hovedet var kommet ud i det fri, vedblev han at sparke min kone i maven, indefra. Men ud kom han, og sund er han.
Sundt for forældre
For mig er det er en stor oplevelse at få lov til at gøre det to gange, altså det med at få børn. For selv om jeg gik med til fødselsforberedelse med Johanna (eneste mand på holdet, der var med alle tre gange), så følte jeg mig ærlig talt ikke ret godt forberedt. Og selv om jeg ser mit faderskab i et lyserødt Anna Castberg-romantiseret skær, så kan min kone fortælle, at jeg skam ikke var særlig tilstedeværende i de første mange måneder. Det har jeg, som der også blev sagt under tamilafhøringerne, ingen erindring om, men jeg tror, hun har ret. Af to grunde, dels er hun konen, dels plejer hun at have ret. Denne gang ved jeg lige, hvordan jeg skal holde ham. Og jeg bliver ikke panikslagen over lidt gråd. Og det med bleer og den slags, det kører bare. Som han ligger der på sofaen i vores stue og ikke engang er i stand til at trille ned ved egen hjælp, så er det svært at forstå, hvorfor det fyldte så meget, da vi kun havde én. Måske er det derfor, man skal have to. Ikke så meget for børnenes skyld, men for at forældrene skal få deres sunde fornuft igen.