Politiken fredag: At lave satire over den amerikanske filmindustri har alle dage været en uudtømmelig inspirationskilde for amerikansk film. Det aktuelle eksempel hedder 'State and Main'. Instruktøren er David Mamet, der nok ved, hvad han snakker om. Han har skrevet manuskript til en lang række film som 'De uovervindelige', 'Hoffa' og den satiriske 'Wag The Dog'. I rollen som instruktør er 'State and Main' Mamets syvende forsøg. En velturneret og behersket komedie om, hvordan det kan gå, når det store filmcirkus kommer til den lille by. I dette tilfælde den idylliske flække Waterford. Manuskriptet, der skal filmatiseres, hedder 'The Old Mill'. Det er tilstedeværelsen af en autentisk gammel vandmølle, der har lokket instruktøren Walt Price og hans filmhold til Waterford. Desværre viser turistbrochuren sig at være en smule uddateret. Møllen nedbrændte nemlig i 1960! Nu er gode råd dyre. Og pengekassen tæt på tom. Så Price får overtalt den grønne manuskriptforfatter Joe Turner White til at skrive hele møllen ud af 'The Old Mill' og erstatte den med en brandstation. Men en nedbrændt mølle viser sig snart at være det mindste af problemerne for filmholdet. Bobby har en hobby. Bobby kan godt li' kuvøseguf. Desværre for Price er Bobby identisk med filmstjernen Bob Barrenger, der snart får rodet sig ud i noget snavs og fordrukken bilulykke med den kun alt for mindreårige Carla ved sin side. Den kvindelige stjerne Claire er en smuk, men ikke skræmmende velbegavet primadonna. Hun får pludselig nykker og nægter at gennemføre sin nøgenscene, selvom det mildest talt ikke er den første af slagsen i hendes karriere. Mens katastroferne hober sig op, ville en produktplacering til en værdi af en million dollar hjælpe gevaldigt på humøret og bundlinien. Men hvordan i alverden placerer man et computerfirmas navn og logo i en film, der udspiller sig i 1865? 'State and Main' er historien om, hvordan et filmhold fra det store stygge Hollywood vender op og ned på en lille by. Men det er også historien om, hvordan den lille by og dens mennesker vender op og ned på mangt og meget for medlemmerne af filmholdet. Ikke mindst den unge forfatter White, der bliver forelsket i den på alle måder udmærkede boghandlerske Ann Black. Black and White. Selvfølgelig handler Mamets film om kynisme, hule fraser, oppustede egoer og karrieremagerens endeløse tilpasningsdygtighed. Ironien i ironien er, at 'The Old Mill', hvis alt går som det skal, sandsynligvis vil ende med en fuldbyrdet voldtægt af alle Whites kunstneriske intentioner.Mamets satire erovervejende godmodig og humoren mere til de lune anretninger end den store skoggerlatter. Sammenlignet med f.eks. Robert Altmans 'The Player' kan man ikke påstå, at Mamet har nogen skelsættende vinkel på satiren over filmbranchen. Men gode replikker er ingen mangelvare i en film, hvor Mamet elegant lader temaerne i 'The Old Mill' udfolde sig i plottet i 'State and Main'. Når filmen skal ses, er det dog først og fremmest, fordi den giver mulighed for at se nogle af disse års mest veloplagte amerikanske filmskuespillere i samspil. Philip Seymour Hoffman har de sidste par år brilleret som sygeplejer i 'Magnolia', transvestit i 'Flawless', dandy i 'The Talented Mr. Ripley' og som rockkritikeren Lester Bangs i 'Almost Famous'. I 'State and Main' er han endnu engang et under af timing i rollen som den unge White, der er mere begavet end livsklog. William H. Macy fik sit store gennembrud i 'Fargo' og var også suveræn som det fallerede vidunderbarn Donnie The Quiz Kid i 'Magnolia'. I 'State and Main' er han den drevne instruktør, der med lige dele beundringsværdig tålmodighed og bundløs kynisme prøver at holde sammen på sin hårdt prøvede filmproduktion. Alec Baldwin og Sarah Jessica Parker er henholdsvis filmens frikadelle og primadonna, mens unge Julia Stiles ('10 Things I Hate About You') og veteranen Charles Durning sørger for at holde begge ender af aldersspektret levende. Passende nok, eftersom det fra ende til anden er skuespillernes film.