Havfruer og træmænd

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Himmel og hav er i bevægelse, da det lille træskib 'Langø' stævner ud fra Nyhavn. Ud af kanalrundfartens gennemtrawlede territorium, forbi Trekroner og den enorme vindmøllepark. Helt ud i Øresund, hvor vandene deler sig mellem Danmark og Sverige, og hvor man for over hundrede år siden besluttede at bygge et enormt forsvarsværk. En dværg i matrostøj holder vagt ved indsejlingen til fortet. Han står uhyggeligt stille, næsten som var han lavet af træ. Og det er han faktisk. Det første tegn på, at virkeligheden ophørte et sted ude i Øresund, og at nogen har vendt op og ned på verden herude på Middelgrundsfortet. De to tyske kunstnere Stewens Ragone, 40, og Michael Denkler, 40, indtog nemlig fortet i juli, og de har brugt de sidste femten dage i selvvalgt eksil på at befolke øen med groft udskårne og malede træskulpturer. Naivistisk, kunne man kalde stilen. Infantilt, siger Stewens Ragone selv om figurerne, der uvægerligt leder tankerne hen på dukkefilmen 'Bjergkøbing Grand Prix'. »Vi henter inspiration til figurerne i vores hverdag. Fra reklamer og tegneserier«, fortæller Ragone og peger rundt på de i alt femten skulpturer, der er opstillet på grunden uden for fortet. En fodboldspiller. Anders And i åben sportsvogn. En teddybjørn med prikket, grøn butterfly. »Men det er meget vigtigt for os at ændre tingene«, fortsætter Ragone. »Vi prøver at forvandle velkendte figurer til bizarre udgaver. Hele ideen med projektet er at skabe modsætninger. At vi hele tiden rykker lidt ved virkeligheden. Og det gør man for eksempel ved at vælge andre materialer og gøre bløde ting hårde«. Levende materiale Arbejdsdelingen mellem de to venner er klar. Stewens Ragone får ideerne og står for farvelægningen af figurerne, og Michael Denkler går løs på træstammerne med motorsaven. »I starten var jeg bange for motorsaven, så jeg brugte kun hammer og mejsel. Men med de redskaber kan man næsten kun lave bløde former. Med motorsaven kan jeg det hele«, fortæller Denkler. »Jeg elsker at arbejde i træ. Materialet er hårdt på sådan en blød måde. Folk, der arbejder i sten, siger tit til mig, at det utrolige er, at man vækker noget dødt til live. Men det fantastiske ved træ er jo, at det allerede er sprællevende.« »Og så er han hurtig«, bryder Ragone ind. »Han er som Mika Hakkinen med en motorsav«. De to tyskere har tydeligvis haft det godt på øen. De blev inviteret af Foreningen Middelgrundsfortet, der også betaler opholdet og materialerne. Rejsen har kunstnerne selv finansieret. I femten lange arbejdsdage har de tryllet nye figurer frem af de rå stammer. Og nydt en cigar og en sjus i sommernætterne. Men på denne dag er sommeren ikke, hvad den har været, og den smukke udsigt mod København og Sverige forsvinder i grå tåge. Vasket væk af tunge regnskyer, der sender en hidsig byge ind over øen. En gengivelse af Den Lille Havfrue og samlingens absolut største skulptur er pludselig i sit rette element. Vandet drypper fra ansigtet, der er stivnet i en forvreden grimasse. Det ellers yndige havvæsen er blevet forvandlet til en to meter høj matrone med ildrødt hår, ditto læber og sort bikini. Stenen er reduceret til en miniatureklippeblok. »Jeg kan simpelthen ikke udskære kvinder i bløde former, altså den pæne og nydelige version. Og jeg synes egentlig stadig, at havfruen er for blid«. Moderne kvinde Michael Denkler nikker op mod skulpturens grove og kantede former. »Vi prøvede at transformere hende til den moderne kvinde«, fortsætter Ragone. »Hun er stolt af sig selv og sin krop - som kvinder er det i dag«. Regnen stilner af, mens blæsten tager til. På kajen ligger metertykke stammer fra en skov i Nordsjælland. Bøg, eg og elm. Det er materialerne til forårets værksted, hvor Ragone og Denkler flytter tilbage til fortet med friske ideer og skarpslebet sav. Træmassiverne kan se frem til et ensomt halvt år med kun Østersøens vinde som selskab. På turen tilbage til byen og hverdagen sejler den lille båd forbi Langelinie og den rigtige lille havfrue. Sød, rund og uskyldig. Hun virker pludselig mindre, end hun plejer. Lidt kedelig og meget, meget farveløs.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her