Politiken mandag: Blandt operaelskere, branderter, nøddebrune tenorer, divaer og ægtemænd, slæbt hertil af fruen og ti vilde heste. Kort sagt: Det Kgl. Teaters 12. operakoncert i Søndermarken. Læs Michael Bos reportage. Damen med de lidt trætte krøller har lagt sig tilbage på sit blomstrede tæppe. Hun holder ugebladet i halvt udstrakte arme op for sine øjne: 'En blåstrømpe taler ud', hedder overskriften. Oppe på scenen har en skinsyg Otello slynget sin kone ned på gulvet og er i gang med at overfuse hende på det groveste: »Ned på knæ!. og tud bare løs!«. Ikke netop baggrundsmuzak, men damen lader sig ikke afficere. Når hun kommer hjem, vil hun måske sige, at hun syntes, det var smukt. Eller kønt. Det er hende vel undt, hende med krøllerne. For at få så fornem en plads, som hun har, har hun været nødt til at ankomme til Søndermarken, hvad? - ved frokosttid? Det vil sige, at hun nu har været her i godt seks timer, og det har jo dog regnet i mellemtiden. Hvis hun er træt og mødig nu, er det kun forståeligt. Det forholder sig straks anderledes med herren, der at dømme ud fra placeringen i den søndermarkenske hakkeorden er ankommet noget senere på dagen, i sidste øjeblik, tvunget herind med trusler om »nul sex, putte!« af sin frue. Nu har han demonstrativt pakket sit formiddagsblad ud og læser: 'Russer taget med falsk kreditkort'. Fruen er ligeglad, hun har lagt sig tilbage i græsset og lukket øjnene i sin solstråle. Ingen engang den hidsige mand ved hendes anden side kan vække hende. »Nu er det snart vores tur til at se noget!«, skriger han forbitret, hver gang nogen går forbi foran ham. En virkelig operafan monstro? Han og konen og børnene spiser salat med pastaskruer og drikker dåseøl. Et par skridt fra dem får jeg lyst til at kaste mig over et ungt par og deres Valpolicella og - vent, hvad er det, de har? - uhhm, en dejlig salat med frisk parmesan! Der har nu været operafolkefest i Søndermarken ved Valby Bakke i 12 år i træk, og succesen er vokset for hvert år. Sidste år var over 100.000 mødt op, hvilket jo dog er en sjat i et hjørne af en park, og der er ingen grund til, at der skulle være mødt færre op denne lørdag aften - det skulle da lige være udsigten til en regn, der gudskelov udebliver. Søndag gentog Det Kgl. Teater sit store engagement, der samtidig er en forsmag på, hvad den kommende sæson tilbyder, på Skamlingsbanken ved Kolding. Jørgen Ole Børch er som vanligt konferencier i bigul jakke og hvide bukser, særligt designet til folkedybet. Han har en tendens til at bekræfte folks fordomme om, hvor fjollet opera er, men han har charme. Det program, han er sat til at præsentere, er væsentlig mere interessant end i fjor, selv om ikke alt just er skræddersyet til udendørsslabberads. Da jeg ankommer fra Fasanvejssiden af Søndermarken - så sent at jeg ikke når at høre Anne Margrethe Dahl synge sin desperation ud som Puccinis 'Manon Lescaut', og det er ellers det, jeg har glædet mig mest til - dukker Stig Fogh Andersens nøddebrune tenor pludselig frem i lydbilledet - en fatal tilsynekomst som Otello. En kvinde og en mand, der er på gåtur gennem parken og vil gøre alt for at undgå operatræffet taler foran mig. Hun: »Har du hørt, at der var to tapirer, der døde af stress over al det opera i Zoologisk Have for et par år siden?«. Han: »Det tror da fanden, de hyler og skriger jo. Hvis de siger, rock er farligt, så er opera det fandeme endnu mere!«. Velsmurt Don Juan Der er nu ikke meget skrig over Stig Fogh, der er i storform i aften. Palle Knudsen er også velsmurt som Don Juan, selv om det kan undre, at operaens kønne dreng denne varme sommeraften har mere tøj på, end han har haft på i hele den forudgående sæson tilsammen. Første afdelings store stjernetur er Inga Nielsen som Richard Strauss' 'Salome', en flot opsats aftegnet mod bagtæppets sorte stjernehimmel. Nielsen optræder i noget guldbrokadenoget, men savner Johannes Døberens afhuggede hoved at forholde sig til. »Det er rigtig kønt sunget i hvert fald«, siger en forbipasserende, og udendørskonceptet er måske ikke lige i øjet, når vi nu har med operalitteraturens mest skrækindjagende pigebarn at gøre. Men på den anden side: Sidste år nynnede vi glade med på Verdis helvedesbrand i 'Dies Irae'-satsen fra dødsmessen! Når Inga Nielsen henvender sig til det bloddryppende profethoved med ordene »Ak! Jeg har kysset din mund, Jochanaan«, så er det meningen, at vore maver skal trække sig sammen i delikat afsky. »Hængerøve!«, hvisler en aggressiv andendagsbrandert, der er ved at snuble over Familien Danmarks madkurv. I pausen stiller Det Kgl.s musikchef, Michael Schønwandt, op i hvid smoking for at signere eksemplarer af sin og Det Kgl. Kapels nye cd-indspilning af Tjajkovskijballetten 'Tornerose'. Operachef Kasper Holten går også rundt og falbyder et bundt cd'er. Jeg køber den af ham, da køen er mindst, og selvfølgelig skal jeg også have en autograf på omslaget. Lidt herfra står Tobias Durholm, kapellets fotogene koncertmester, men han kan ikke rigtig komme af med sine cd'er. Han er den smukkeste af de tre, men også den mindst kendte. Efter pausen har vi gang i den svenske tenor Lars Cleveman igen. Hans blomsterarie fra 'Carmen' sidder helt perfekt, vi kan glæde os, og John Lundgren er kommet et pænt lille stykke af vejen med medaljearien fra Rossinis 'Rejsen til Reims', men de nationale arketyper, Don Profondo skal beskrive i arien, ligner stadig hinanden for meget. Megaensemblet fra 'Rejsen', skrevet for 14 (sublime) stemmer, kan der også arbejdes yderligere med. Belcanto er en djævelsk svær form, men engagementet fra scenen fra stort, og premieren er først i december. Endvidere får vi båtbåt-ouverturen fra Ligetis 'Le grand macabre', en opsætning vi venter med stor spænding, og den obligatoriske 'Maskarade'-afslutning og - tatata! - 'Den danske sang er en ung blond pige'. 'Fordum var her fred på gaden' - ja ja, der blev fred igen. Arrangementet har nu i årevis været sådan, at ikke en lyd kan høres ude på Roskildevej, og da slet ikke ovre i Zoo. Vil man ikke høre opera, så kan man også slippe.