Publikum svigter Sommerscene

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Dette års Sommerscene 2001 er en underskudsforretning for arrangøren, Københavns Internationale Teater (KIT). Kun halvdelen af de 7.500 betalende gæster, der var budgetteret med, har fundet vej til forestillingerne. Det betyder en manglende billetindtægt på 300.000 kroner, fortæller H.C. Gimbel, pressechef for KIT og medlem af den kunstneriske ledelse. »Det betyder meget, at vi kommer ud med et underskud, for så må der spares andre steder«, siger han. Sommerens store arrangementer som 'Hamlet' på Kronborg og vovehalsen Didier Pasquettes linegang på Rosenborg har ikke haft problemer med at tiltrække publikum. Men mange af soloforestillingerne har spillet for halvtomme huse. Det overrasker H.C. Gimbel. »Vi havde blandt andet besøg af divaen Hanna Schygulla, og hun spillede kun lige nøjagtig udgifterne ind. Et andet eksempel er Marie Chouinard og forestillingen 'The Solos 1978-1998'. Da hun kom til Danmark, havde hun lige spillet i Prag for 1.600 tilskuere per aften. I København kom der sammenlagt 198«, fortæller han. Programmet for 'Sommerscene2001' har generelt været præget af navne, der er ukendte i Danmark. Og netop derfor har KIT været meget afhængig af mediernes vilje til at formidle informationer om forestillingerne ud til publikum. »Vi har i den grad manglet opbakning fra medierne til at fortælle folk om arrangementerne. Og til at formidle, hvor store stjerner vi egentlig har på programmet. Hvis folk ikke har hørt om de optrædende før, kommer de ganske enkelt ikke«, siger H.C. Gimbel. Sæsonens manglende billetsalg har fået KIT til at tage imod et par aflysninger med kyshånd og dermed spare pengene. Og der er stadig ikke ressourcer til at betale nye medarbejdere for at researche, når næste års 'Sommerscene' skal planlægges.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her