Verden flytter til Århus

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Beskidte børn i en slumby, udrangerede B-52-bombefly, parcelhuse i Brøndby. Siden 5. juli har hele verden været udstillet på Kongens Nytorv - på 120 kæmpe fotografier taget fra en helikopter af den franske fotograf Yann Arthus-Bertrand. Udstillingen er arrangeret af de to danske fotografer, Stine Norden og Søren Rud, og de var glade i går. Dels har de fået lov til at forlænge udstillingen i København indtil søndag 16. september. Dels har de langt om længe skaffet penge nok til at rykke fotografierne og de tunge udstillingssøjler til Århus. »De 62 betonsøjler vejer et ton hver, og de er dyre at flytte på. Men nu har Århus Kommune givet et stort beløb, to tredjedele af budgettet, så fra 22. september til 31. oktober er udstillingen sat op på Store Torv, Lille Torv og ned langs Immervad i Århus«, fortæller Søren Rud. I København har udstillingen 'Jorden set fra himmelen' været populær. Arrangørerne skønner, at op mod en halv million mennesker har set den på Kongens Nytorv. I løbet af sommeren har mange turister været forbi, og københavnerne selv tager sig også tid til at nyde de farverige fotografier. »Publikum ændrer sig i løbet af dagen. Om morgenen er det især skolebørn og pensionister. Om eftermiddagen er det typisk forretningsfolk på vej hjem. En direktør fra et af reklamebureauerne ved Nyhavn har fortalt mig, at han stopper op hver eneste dag og kigger. Og jeg kender en, der lægger sin daglige løbetur forbi. Folk bruger virkelig udstillingen«, siger Søren Rud. Dromedarer Det er især fotografierne af smukke naturfænomener, der trækker i folks opmærksomhed. Skyggerne fra en dromedarkaravane i gyldent ørkensand. Knaldrøde ibiser på sort baggrund. Og så det eneste billede fra Danmark - parcelhusgrunde placeret i cirkelformer i Brøndby. Yann Arthus-Bertrand har brugt mere end 3.000 timer de seneste otte år på at flyve henover Jorden og forevige den med sit kamera. Han fanger både det grimme og det smukke, både byer, landskaber og mennesker i sin linse. Arthus-Bertrand betragter sine fotografier som en slags rapport om verdens sande tilstand, og de er indirekte en opfordring til alle om at passe bedre på Jorden. Udstillingen med Arthus-Bertrands fotografier har været vist en snes steder i verden, og alene i Paris blev den set af mere end 2,5 millioner. Fotografierne findes også i bogform og er netop udgivet på dansk af udstillingsarrangørerne Stine Norden og Søren Rud. »Inden udstillingen åbnede, turde vi ikke at gøre det. Vi anede jo ikke, hvad folk syntes om billederne. Men nu er bogen med knap 200 fotografier på gaden«. Bogen hedder, præcis som udstillingen, 'Jorden set fra himmelen' og koster 400 kroner. Den kan købes i forbindelse med udstillingen på Kongens Nyhavn og fra 22. september i Århus. Desuden sælges bogen via hjemmesiden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her