Ellekilde Auktionshus bliver nu afkrævet svar på en række spørgsmål i sagen om den norske guldaldermaler J.C. Dahls maleri 'Frederiksborg Slot i Måneskin' fra 1817. Maleriet opnåede et rekordhøjt hammerslag på 6,5 mio. kr. hos auktionshuset sidste år, men en mistanke om svindel har fået Kulturværdiudvalget under kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) til at undersøge sagen nærmere. Sagen, der i sidste ende kan føre til en politianmeldelse, har været på dagsordenen for et nyt møde i udvalget, og de fem medlemmer er blevet enige om at bede Ellekilde Auktionshus om at lægge oplysninger om salget og den efterfølgende ansøgning om eksporttilladelse frem. Staten skulle have betalt Kulturværdiudvalget holder øje med, at uerstattelige danske kulturværdier ikke ryger ud af landet, og gav efter auktionen hos Ellekilde tilladelse til, at Dahl-maleriet kunne eksporteres til USA. Hvis udvalget havde sagt nej til eksport, skulle den danske stat betale de mange millioner for maleriet, og efter auktionen var der mange spekulationer om, hvorvidt der var tale om et fiktivt salg, som blev gennemført for at få staten til at punge ud. Redegørelse på vej Det er efter indstilling fra statens advokat, kammeradvokaten, at Kulturværdiudvalget nu beder Ellekilde Auktionshus om en redegørelse om ansøgningen om eksporttilladelse. Kammeradvokaten blev inddraget i sagen, efter at Politiken for nylig beskrev omstændighederne bag salget af det omstridte maleri. Dansker involveret Firmaet Denton & Gardner i New York står registreret som køber af maleriet på auktionen sidste år, men ifølge direktør Timothy Bathurst fra det anerkendte auktionsfirma Artemis Fine Arts i London var det reelt en dansker med tæt kontakt til Ellekilde, der købte maleriet. Den engelske kunsthandler er involveret i sagen, fordi han blev hyret af auktionskøberen til at sælge det videre. Desuden var det ham, der indleverede maleriet til salg hos Ellekilde. Ført bag lyset Hvis der er tale om en dansk køber, er Kulturværdiudvalget blevet ført bag lyset. Derudover har den danske statskasse en momsindbetaling på 325.000 kroner til gode. Ellekildes direktør, Svend Erik Olsen, vil ikke fortælle, hvem der købte Dahl-maleriet, men forsikrer, at salget er gået helt efter bogen. Han har tidligere tilbudt Kulturværdiudvalgets medlemmer, at de kunne se sagens akter - og er også parat til at besvare spørgsmål. »Vi er altid parate til at besvare spørgsmål. Men det havde været noget lettere, hvis vi kunne have ordnet det med Kulturværdiudvalget i stedet for at inddrage kammeradvokaten«, siger Svend Erik Olsen. Søstre afviser krav Der er også opstået blæst om Dahl-maleriet, efter at kammeradvokaten i sidste uge meddelte, at det må siges at være blandt de ting, som efter Anden Verdenskrig blev konfiskeret af den danske stat fra Kalø Gods, der var under tysk besiddelse. Det er en bet for tre århusianske søstre, der i 1999 solgte maleriet for kun 52.000 kroner hos et århusiansk auktionshus. Billedet var dengang meget beskidt, og det var umuligt at se en signatur. Alligevel har de tre søstre krævet erstatning af auktionshuset. Men søstrene har arvet maleriet af deres far, der var godsinspektør på Kalø Gods i en menneskealder, og kammeradvokaten vurderer altså, at faderen ikke er kommet i besiddelse af maleriet på retmæssig vis. Men søstrenes advokat, Hans Erik Steffensen, accepterer ikke kammeradvokatens udlægning og afviser at hæve erstatningssagen. »Hvis maleriet blev konfiskeret, må det jo fremgå af en konfiskationsliste. Det er ikke vores opgave at bevise noget. Derfor må kammeradvokaten enten lægge noget dokumentation på bordet eller stævne mine klienter«, siger Hans Erik Steffensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








