Den klassiske musik er ved at miste terræn herhjemme. Langt hovedparten af de senere årgange af musikere fra musikkonservatorierne har fuldtidsjob, men beskæftigelsesprocenten for de klassisk uddannede pædagoger dykkede kraftigt for at ende omkring 60 i 1999. Det viser en omfattende undersøgelse, der er bestilt af Kulturministeriet og Statens Musikråd. Af den fremgår det også, at antallet af udenlandske medlemmer af de otte danske symfoniorkestre er vokset, så de i dag udgør en fjerdedel. Der er aktuelt størst mangel på danske strygere, og tilgangen til musikskoler, konservatorier og orkestre er for nedadgående. »Det er glædeligt, at beskæftigelsen er så høj blandt de udøvende af vore kandidater. Jeg finder ikke antallet af udenlandske musikere bekymrende, men det er svært at sige, hvor grænsen går. Musik er en international kunstart, men vi skal være opmærksomme på situationen«, siger rektor for Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Steen Pade. »Men der er, når det gælder strygerne, problemer med fødekæden. Færre børn og unge dyrker strygeinstrumentet, og der er færre til at undervise dem. Det gør det sværere i konkurrencen med udenlandske musikere. Der er herhjemme sket et skift i, hvad folk vil spille, og man kan sige, at den klassiske musik marginaliseres. Den har ikke den samme centrale betydning som i gamle dage, og det skyldes formentlig det øgede antal kulturtilbud. F.eks. støttes den rytmiske musik, og det er rimeligt, men skal vi udnytte det klassiske potentiale og nå et højt niveau, er det nødvendigt med både flid og talentpleje og en særlig støtte, som ikke er mulig i dag. Den løber ind i problemer med den traditionelle danske diskussion om bredden i forhold til toppen«, siger Steen Pade. Bekymret minister Rapporten bygger på interview med ca. 500 kandidater fra de seneste fem år samt lige så mange repræsentanter for musiklivets arbejdsgivere. I tal viser den, at 85 procent af de udøvende musikere er delvist eller på fuld tid beskæftiget med musik. Næsten en tredjedel af strygerne i de danske symfoniorkestre kommer udefra. Inden for de seneste fem år har 83 procent af danske orkestre og ensembler ansat én eller flere udlændinge. For musikskolerne er tallet 63 procent, og de hyres for det meste som klassiske undervisere. To tredjedele af kandidaterne er tilfredse med den forberedelse, konservatorierne har givet dem til arbejdsmarkedet. En tiendedel er direkte utilfredse. Kulturminister Brian Mikkelsen er blevet bekymret. Ikke over antallet af udenlandske musikere, som han opfatter som en inspirationskilde, men over den dalende lyst blandt børn og unge til at dyrke den klassiske musik. Og som han tidligere har sagt til Politiken, vil han nedsætte en gruppe, der skal undersøge problemerne i fødekæden. »Jeg vil have et bud på, hvordan vi kan få genskabt interessen for de klassiske instrumenter og musikuddannelser. Og jeg ser meget gerne folkeskolen inddraget i det arbejde«, siger Brian Mikkelsen (K). Samtidig arbejder han mod at skabe fire-årige økonomiske rammer for uddannelsesinstitutionerne i stedet for som nu at fastlægge bevillingsgrundlaget fra år til år. Ændringen skulle give institutionerne mere ro og et sikrere arbejdsgrundlag. Politiken har i en serie artikler for nylig skildret de klassiske konservatorieuddannelser. Kritikere i miljøet pegede især på, at konservatoriet i København var plaget af et dårligt arbejdsklima, mangel på faciliteter som øverum og en ofte amputeret undervisning. Det gik ud over de studerendes muligheder for at klare sig på markedet. Og det fik lærere til at forlade stedet, hed det.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








