Flere oppositionspolitikere presser nu på for at få forlænget det brede filmpolitiske forlig, der har givet dansk film en ekstra årlig bevilling på 150 millioner kroner. Hverken under valgkampen eller efter dannelsen af VK-regeringen er der kommet udtalelser, der taler imod et nyt forlig. Tværtimod. Alle er glade over den store succes, som dansk film har p.t. både publikums- og anmeldermæssigt. Alligevel er flere politikere mest trygge ved, at der kommer en hurtig afklaring. »Det er en velkendt sag, at kulturen ikke står stærkest i det samlede politiske billede, og med de mange pengekrævende løfter, der er kommet fra den ny regering, er det store spørgsmål, hvordan de vil skaffe pengene til at finansiere dem. Jeg håber ikke, det vil ske ved nedskæringer i filmbevillingerne. Jeg ved godt, at det nuværende forlig først udløber med udgangen af næste år, men for at få skabt ro over sagen og af hensyn til den ofte flerårige planlægning, som filmproduktion kræver, ville det være rart med en hurtig afklaring«, siger SF's kulturpolitiske ordfører, Ole Sohn. I et brev til den nye konservative kulturminister Brian Mikkelsen foreslår Ole Sohn, »at partierne allerede nu mødes for at fastlægge en ny fireårsaftale, der minimum kan fastholde det nuværende niveau for støtte til dansk film«. Det var de radikale, Venstre, de konservative, Kristeligt Folkeparti, Enhedslisten, SF, CD og Socialdemokratiet, der indgik det nuværende forlig, og Jytte Andersen, nyudpeget kulturpolitisk ordfører for Socialdemokratiet, bakker op om Ole Sohns initiativ: »Det er jo gået så flot for dansk film, så umiddelbart kan vi ikke være andet end positive over for en forlængelse af filmforliget. Det lyder derfor som en fornuftig ting at få talt sammen om sagen, og i det hele taget ville det være et udtryk for vilje til at skabe et godt samarbejdsklima, hvis kulturministeren så på rækken af aftaler og forlig, som skal genforhandles, og lagde en termin for, hvornår vi skulle mødes. Der er f.eks. også en uafklaret sag omkring kompensation til kunstnerne, efter at det er blevet lovligt at kopiere musik til digitale midler til privat brug«, siger Jytte Andersen. Politiken bad onsdag om at få en kommentar fra kulturminister Brian Mikkelsen, men han meddelte gennem sin nyudnævnte pressechef, tidligere journalist på Jyllands-Posten Jakob Høyer, at han finder, det endnu er for tidligt at tage fat i sagen om filmbevillingerne. V bakker op Formanden for Folketingets kulturudvalg, Kim Andersen (V), har samme holdning som kulturministeren: »Jeg kan da udmærket godt forstå, at man i filmbranchen ønsker en hurtig afklaring, men det argument kan bruges i så mange andre sager, og der er altså en stribe andre sager, der lige nu presser sig mere på, så jeg mener godt, at vi kan vente lidt endnu med at tale om filmbevillinger, der jo først bliver aktuelle med finansloven for 2003«. I Det Danske Filminstitut har man ikke fået meldinger, der kan tolkes negativt med hensyn til en forlængelse af filmforliget. »Med de resultater, vi hidtil har nået med dansk film, kan jeg da heller ikke forestille mig, at man ikke vil fortsætte med det nuværende støtteniveau, men det er også vigtigt for filmbranchen at kunne planlægge. Filmproduktion sker ikke fra dag til dag, men kræver lang forberedelse. Styrken ved et filmforlig er derfor ikke kun pengene, men også at de bevilges for en årrække, så producenter, instruktører, manuskriptforfattere og filminstitut kan foretage den nødvendige planlægning«, siger Henning Camre, Filminstituttets administrerende direktør.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Er det en joke?
-
Elisabet Svane: Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Professor: Det ligner forberedelse til dommedag
-
Nu har økonomer regnet og sat tal på regeringens løfter
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00








