0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mobilens musikalske tonemester

Når mobiltelefonen annoncerer et opkald, er tonerne ofte et musikalsk vink om ejermandens identitet.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Når mobiltelefonen annoncerer et opkald, er tonerne ofte et musikalsk vink om ejermandens identitet. Med Eminem og Europe til eyeQ, Richard Ragnwald og Mozart gjaldende fra mobiltelefonen signalerer de downloadede pop- og rocktoner, hvilken stil, form for humor og musikalske overbevisning telefonens indehaver er i besiddelse af.

20.000 daglige downloads
Tidens pophits bliver som aldrig før brugt som ringetoner til mobiltelefoner. Det telemusikalske marked, som opstod for knap et halvt år siden, er i dag eksploderet med omkring 20.000 daglige downloads af ringetoner og logoer fra internettet. Den store interesse for ringetoner lægger sig i kølvandet på lysten til at sende SMS-beskeder - branchen anslår, at danskerne sendte omkring halvanden milliard SMS-beskeder sidste år.

Den enorme vækst på markedet for mobiludbydernes serviceydelser, som for eksempel ringetoner, har ført en række nye, specialiserede job med sig - ringetonekomponist er ét af dem. Men Telecom Scandinavias ringetonekomponist, 26-årige Lasse Hansen, ved godt, at jobbet som mobiltelefonens tonemester er et job, han besidder på lånt tid.

Rigtig musik
»På den næste generation af mobiltelefoner, der kommer om 1-2 år, vil man kunne downloade mp3-filer, hvorved man får et uddrag af den rigtige sang som ringemelodi i stedet for bip-bip-lyde«, siger Lasse Hansen, der er producer samt content-manager på Telecom Scandinavia.

Lasse Hansen har i det halve år, han har komponeret ringetoner til mobiltelefoner, indspillet lidt over 100 ringetonehits, der kan downloades af mobilbrugere. Med et midibaseret sequencer-computerprogram samt et almindeligt keyboard kopierer han de udvalgte hits efter gehør - tone for tone. Og som musiker i bandet Wanderlust har han en solid baggrund for at genspille hitsene.

»Selv om det kan virke kedeligt, er jobbet en udfordring for mig. Det er faktisk svært at forsimple et stykke musik, fordi der er mange regler, som skal overholdes. Jeg har kun 30 toner til rådighed til at genskabe en melodi, og derudover må ringetonen maksimalt vare 63 værdier - en værdi er et bip eller en pause«.

»Jeg har faktisk oplevet at præsentere et pladeselskab for en ringetone, som er et hit lavet af en af deres kunstnere, hvor folkene fra selskabet hverken kunne genkende melodien eller kunstneren, der havde lavet det«, siger Lasse Hansen og fortæller, at det tyske elektroniske band Kraftwerks 'The Model' har været det bedste hit, han har genkomponeret på grund af den simple, men gode melodi.

Musikerne er med
Der er frit slag for ringetonekomponisterne med hensyn til, hvilke hits de har lyst til lægge ud på nettet. Koda, der sidder på rettighederne til brugen af de fleste musikeres sange, har sagt god for brugen af sangene, hvorved musikerne får en bid af den økonomiske kage, hver gang deres hit bliver downloadet. Kun ét band har med lov og magt frasagt sig muligheden for at få deres musik ud som opkaldsmusik - svenske ABBA.

Mobiludbyderne går ofte bevidst efter kun at lægge de mest kendte hits på nettet. Men det er ifølge Lasse Hansen at grave deres egen grav. For den unge ringetonekomponist gælder det om at tilbyde sine kunder noget nyt, hvilket gerne må være sjove kultsange.

»Mens alle andre udbydere af ringetoner har en top 10, har jeg skabt en top 0 eller shithits, som jeg kalder dem. Det er for eksempel countryhittet 'Himmelhunden'' med Teddy Edelman, Kim Wildes 'Kids in America', Lars Lilholts 'Kald det kærlighed' eller det gamle Melodi Grand Prix-hit 'Dansevise'«, siger Lasse Hansen og indrømmer samtidig, at det største hit, han har lavet, var eyeQ's 'I Want What She's Got'.

Selv om markedet for mobilydelser i øjeblikket er i vækst, er der i Danmark stadig ikke den samme nærmest hysteriske interesse for ringetoner og logoer som i andre lande. I Sverige udgiver udbyderne tykke hæfter spækket med logoer og ringetoner, mens pladeselskaberne i England, hvor en ringetone koster omkring 60 kroner, i stigende grad benytter sig af ringetoner til at promovere et endnu ikke udgivet hit.

Markedsføring af hits
»At udbyde disse tjenester har i Danmark endnu ikke været den guldgrube , mange har spået, det ville være. Med de 10 kroner, det koster i Danmark at downloade en ringetone, går det rent økonomisk nogenlunde lige op for selskaberne. Men der er ingen tvivl om, at man i fremtiden vil se pladeselskaberne gå aktivt ind på markedet for at promovere hits på mobiltelefonerne - hvilket jo allerede skete med
eyeQ«, siger Lasse Hansen, der i øvrigt ikke selv har en melodi som ringetone på sin telefon. Han synes nemlig, de kan være noget så irriterende.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere