Den danske film 'Små ulykker' tåler ikke meget mere medvind her i Berlin, før producer Ib Tardini bør overveje at give den et nyt navn. 'Stor lykke' f.eks. - for det er, hvad filmen indtil videre har bibragt sine skabere, som foruden Ib Tardini først og fremmest er skuespillerne Jørgen Kiil, Maria Würgler Rich, Jannie Faurschou, Henrik Prip og Jesper Christensen, samt instruktør Annette K. Olesen og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson. Alle er de i Berlin i disse dage for at hjælpe filmen godt på vej. Men det klarer den ellers brillant selv, skulle vi hilse at sige. Ved visningen søndag formiddag brød således verdens skrappeste biografpublikum - den internationale filmpresse - ud i spontane klapsalver efter filmen. Og de var ikke mindre efter filmens gallavisning sidst på eftermiddagen i det store Festival Palast på Potsdamer Platz. »Det er som at tage skumbad«, sagde Jørgen Kiil til Den Levende efter den tidlige visning og det efterfølgende pressemøde. »Det er herligt, at så mange gider interessere sig for os og for det, vi laver. Jeg nyder hvert et minut af det. Sådan har jeg det nu. Jeg lever i nuet. For du ved ikke, hvad der sker om 10 minutter«, siger den snart 71-årige skuespiller, som i 'Små ulykker' - i rollen som far for den familie, vi følger - får et af de mest bemærkelsesværdige comeback i dansk filmhistorie. For 30 år siden blev han som Luffe i Leif Panduros tv-serie 'Smuglerne' for danskerne synonym med den smilende psykopat. Siden er det kun blevet til et par små film og tv-roller. Og nu altså manden i centrum i Berlin. Hash og hippier Ved det velbesøgte pressemøde på Hotel Hyatt, et lille stenkast fra Festivalpalæet, måtte Annette K. Olesen udførligt gøre rede for filmens tilblivelse efter Mike Leigh-metoden, hvor hver enkelt skuespiller improviserer sin figur frem. Mest underholdende var dog Ib Tardini, som fortalte den undrende verdenspresse om tre »mærkelige, midaldrende mennesker« - Jannie Faurschou, Jesper Christensen og Kim Fupz - som for halvandet år siden havde kontaktet ham. »De ville have nogle penge, så de kunne komme ud på landet som en slags hippier og sidde og ryge hash og finde på en film. Jeg kontaktede filmkonsulent Gert Duve Skovlund, og vi blev enige om at slå halv skade, og ni dage efter kom de sgu tilbage med fem forskellige forslag«, sagde en utroligt veloplagt Ib Tardini. »Det med hashen passer ikke, men ellers har han ret«, replicerede Kim Fupz Aakeson, som tillige på et spørgsmål om, hvorfor danske filmfolk er så gode til at skildre helt jordnære ting, svarede: Dagligdags Danmark »I Danmark har vi ikke nogen mafia og den slags. Derfor må vi koncentrere os om dagligdags ting. Og vi har altså fundet ud af, at den jævne hverdag er et godt sted at lade en film foregå. Og publikum kan også lide det, for de kender det jo«. »Der er heller ikke så mange penge i den danske filmbranche, så vi har råd til dyre biljagter og en masse eksplosioner. Derfor må vi koncentrere os om at spille godt skuespil med få midler«, tilføjede Maria Würgler Rich. Ved sidste års Berlinale hentede Lone Scherfigs dogmefilm 'Italiensk for begyndere' fire priser med hjem. Det gør 'Små ulykker' højst sandsynligt ikke. Dertil har filmen ikke 'Italiensk for begyndere's brede appeal, og dertil er kvaliteten af årets konkurrencefilm, som vi har set dem hidtil, simpelt hen for høj. Men man bør ikke på forhånd fraskrive 'Små ulykker' en chance i kategorien for debuterende instruktører eller som publikums yndling.