Museumsfolk skruer bissen på

Lyt til artiklen

Inspektørerne på Statens Museum for Kunst langer nu igen ud efter direktøren, med beskyldninger om autoritær ledelse og mangel på dialog. På Nationalmuseet har man grebet kulturministerens besparelser anderledes an. Det faglige indeklima på Statens Museum for Kunst bliver stadig dårligere. I onsdags sendte inspektørerne - museets kunstfaglige ledere - et mistillidsvotum til museets direktør, Allis Helleland. I brevet til direktøren skriver de, at de ikke længere har tillid til de beslutninger, hun tager. Sendte kritik ud til pressen Torsdag sendte inspektørerne så en pressemeddelelse ud, hvor de langer endnu hårdere ud efter Allis Helleland. Blandt andet skriver de, at »i takt med en stigende bureaukratisering synes ledelsesformen at have udviklet sig i en mere og mere autoritær retning«, hvor direktøren gør stort set, hvad der passer hende: »For under et år siden var der også tale om at lægge Maleri- og Kobberstiksamlingerne sammen. Der kom vi med nogle faglige begrundelser for ikke at gøre det, og Allis Helleland accepterede dem. Nu har hun så bare brugt lejligheden til at gøre det alligevel med de økonomiske besparelser som begrundelse«, siger Vibeke Knudsen, der er tillidsmand for inspektørerne. Tages ikke med på råd De mener også, at Allis Helleland stadig oftere ignorerer deres faglige viden og kompetencer: »Inspektørerne oplever, at når der skal tages beslutninger om for eksempel udstillinger og nyerhvervelser, bliver vi ikke taget med på råd. Der er næsten ingen faglig dialog mellem inspektørerne og direktøren, og den tendens er blevet endnu mere tydelig de sidste år«, siger Vibeke Knudsen. Nationalmuseet venter I alt skal Statens Museum for Kunst skære mellem seks og ti millioner kroner af budgettet. I stedet for at lægge besparelserne ud over de næste tre år har Allis Helleland med et enkelt hug lavet besparelserne i år. På Nationalmuseet skal man også spare. Her er tallet på 20 millioner kroner. På Nationalmuseet griber man dog fat om Brian Mikkelsens sparekrav på en helt anden måde. Ledelse og medarbejdere er i disse uger ved at analyse museets opgaver og muligheder i de kommende år, og kommende besparelser og afskedigelser vil ske i lyset af denne analyse. Afskedigelserne vil også blive begrænset til det omfang, besparelserne på finansloven for 2002 lægger op til. Eventuelle afskedigelser i de kommende år må vente, for holdningen på museet er, at forholdene kan ændre sig i de kommende år, og for det andet giver denne metode de ansatte bedre muligheder for at overveje andre jobmuligheder og i det hele taget indstille sig på en situation, museets ledelse og ansatte håber ikke bliver en realitet. Ønsker Nationalmuseets model Tillidsmand Vibeke Knudsen havde gerne set, at man havde brugt samme metode på Statens Museum for Kunst: »Det virker jo mere betryggende og sagligt, at man gør det på den måde. Vi er jo ikke blinde for, at museets situation er alvorlig, og derfor vil vi også gerne have en faglig diskussion«, siger Vibeke Knudsen. I alt arbejder der omkring 160 personer på museet, men de andre faggrupper - blandt andre museumsvagternes og HK'ernes - har indtil videre ikke planer om lignende reaktioner. Det var torsdag ikke muligt at få en kommentar fra Allis Helleland.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her