Fjernsynsfest forbi

Lyt til artiklen

Klokken ti mandag morgen kom den så - konkursbegæringen fra den tyske mediemogul Leo Kirch, der for 50 år siden indledte sit tv-rige med at låne penge af konen for at købe rettighederne til Fellinis film 'La Strada'. Og som mandag, 75 år og delvist blindet af sukkersyge, måtte opgive at finde en redningsplan for sin mediemastodont, der nu efterlader sig en gæld på seks milliarder euro. Forregnede sig Kirchs krak handler om en magtfuld mand, der ganske enkelt har forregnet sig i forhold til, hvor stor en del af deres penge tyskerne gider at bruge på at se fjernsyn. Det er samtidig en historie, som byder på interessante politiske forviklinger med den bayerske kanslerkandidat Edmund Stoiber og Italiens præsident Silvio Berlusconi i væsentlige roller. Har nået kvalmepunktet Men den store deroute handler først og fremmest om, at sportens millionmættede tv-fest har nået sit højdepunkt og nu har sendt deltagerne - trætte og kvalme efter natmaden - hjem uden en scoring. »Kirchs historie vidner om, at man har forslugt sig. Det, som nu er sket, har man snakket om i flere år. Priserne på sportsrettigheder er ganske enkelt kulmineret. Når man bliver ved med at sætte prisen op på en vare, så vil det på et tidspunkt ikke længere være muligt at få økonomi i det for køberen. Og så står han af«, konstaterer Bjørn Erichsen, tv-direktør i Danmarks Radio indtil for få måneder siden og nu direktør i European Broadcasting Union (EBU). Folk vil ikke betale Han suppleres af medieforsker ved Aarhus Universitet, Frands Mortensen: »Problemet er, at folks lyst til at betale meget store summer for at komme til at se sportsbegivenheder slet ikke har været af det omfang, som branchen håbede«. Pris for VM: 13,4 mia. Krakket af KirchMedia, som er det største i Tyskland siden Anden Verdenskrig, skyldes, at kun halvt så mange tyskere, som Kirch havde regnet med, var interesserede i at købe hans betalings-tv og dermed i at få den tv- boks ind i stuen, som var mediemogulens adgang til deres husholdningskasse. Samtidig forregnede Kirch sig, da han i 1998 betalte 13,4 mia. kroner for verdensrettighederne til VM i fodbold i år og i 2006. Trægt videresalg af rettigheder De fleste steder er det efterhånden lykkedes for hans mediekoncern at sælge rettighederne videre i de enkelte lande til nationale tv-stationer som DR og TV 2, men salget er gået langt mere trægt end ventet. Tv-rettigheder til sportsbegivenheder, først og fremmest fodbold, har i flere år udmærket sig ved at involvere gigantiske medievirksomheder og milliardsummer, som almindelige mennesker havde svært ved at forholde sig til. Overalt i Europa har de store tv-indtægter fået især fodboldspillernes lønninger og transfersummer til at stige til lige så urimelige højder, hvilket igen har gjort klubberne stærkt afhængige af tv-indtægterne. Tårnhøje spillerlønninger Manchester United-stjernen David Beckhams seneste lønkrav lød på 1,2 mio. kroner om ugen, mens klubben sidste år købte den hollandske angriber Ruud Van Nistelrooy for 220 millioner kroner. Penge, der først og fremmest skal komme fra tv-indtægter. »Den himmelflugt, vi har set på tv-rettigheder, vil formentlig aftage. I England regner man med, at 35 klubber vil gå konkurs, hvis ITV ikke overlever den rekonstruktion, man er i gang med. Og i Tyskland snakker man også om en voldsom konkursbølge. Sagen er, at klubberne allerede har brugt de penge, de tror, de får i tv-indtægter om to år. Det er ganske almindeligt dårligt købmandsskab, så der er ikke grund til at have medlidenhed med dem«, siger Frands Mortensen. Bundesligaklubber dukker sig Kirch ejer også tv-rettighederne til den tyske Bundesliga, hvilket nu har fået en lang række tyske klubber til at frygte, at de vil blive trukket med i kølvandet på den historiske konkurs. Også i Storbritannien har både tv-stationernes og sportsindustriens grådighed vist sig at have nået grænsen. Umiddelbart før påske blev den britiske betalingskanal ITV Digital sat under administration for at afværge en regulær konkurs. Stationen, der ejer tv-rettighederne til kampene i 1. til 3. division i engelsk fodbold, kæmper i øjeblikket for sit liv, mens 35 divisionsklubber frygter, at de vil gå ned sammen med tv-stationen. Seneste tilbud fra ITV Digital er, at den vil betale klubberne omkring 600 millioner kroner for rettighederne til deres kampe de næste to år i stedet for godt 2,1 milliard kroner, som tv-selskabet ifølge den nuværende kontrakt skylder dem. Murdoch og Berlusconi lurer Den australsk-amerikanske mediemogul Rupert Murdoch er med ejerskabet af tv-rettighederne til Premier League samt aviserne The Sun og The Times det britiske mediemarkeds mest magtfulde mand. Både Murdoch og den italienske præsident og mediemogul Silvio Berlusconi har fra sidelinjen fulgt Kirchs elendighed de seneste måneder, og begge håber nu på at komme ind på det tyske tv-marked, som er det største i Europa. Foreløbig har de banker, som har milliarder af kroner til gode i KirchMedia, afslået et tilbud fra Murdoch om at købe den fallerede virksomhed, men endnu er intet afklaret. Advokater arbejder i døgndrift I øjeblikket arbejder hundredvis af advokater i døgndrift på at sikre de gode aktiver i selskabet. Således er VM-rettighederne i nattens mulm og mørke flyttet over i et schweizisk datterselskab, men rettighederne til Bundesligaen og motorsportens Formel1, som Kirch også har, vil formentlig blive solgt til højest bydende. 'Rene købmænd' »Både Murdoch og Berlusconi er rene købmænd, og de står nu på spring. Men foreløbig har de vel tænkt sig først at lade bankerne tage en stor del af tabet, og så købe sig ind siden hen. Det bliver interessant for den tyske præsident, hvis den italienske præsident ejer halvdelen af hans fjernsyn. God fornøjelse«, siger Bjørn Erichsen fra EBU, som mener, at det samme kan ske i Danmark, hvis den nuværende regering ikke værner om de danske public service-stationer. »Gennem mange, mange år har vi prøvet at forklare vores politikere, at vi her opererer med virksomheder af en gigantisk størrelse. Jeg plejer at sige, at Danmarks Radio er en iskiosk sammenlignet med de her virksomheder. De har virkelig magt og muskler, lige indtil de knækker sammen. Hvis man ikke passer på sine public service-stationer, så ser europæisk fjernsyn sådan her ud over hele linjen om ganske få år. Ejet af en australier, der er dybt konservativ og blander sig langt, langt nede i det redaktionelle indhold. Ligesom det er tilfældet på den britiske avis The Times, som han ejer. Her sidder han jo og fyrer redaktører, hvis de ikke skriver, hvad han synes, de skal skrive«. Murdoch i danske stuer »Det, synes jeg, er tankevækkende i forhold til diskussionen om, at TV 2 skal privatiseres. Hvis TV 2 for eksempel bliver købt af en medievirksomhed som svenske Kinnevik, som dernæst bliver opkøbt af en af de største aktører, så har vi pludselig en Murdoch placeret midt i kongeriget«, siger Bjørn Erichsen. Hvis det britiske ITV Digital går ned, vil Murdoch befæste sin position på det britiske betalings-tv-marked. Og hvis han samtidig kommer ind på det tyske, forudser medieforsker Frands Mortensen, at det vil være til stor skade for de europæiske tv-forbrugere. »Det vil føre til højere priser på betalings-tv, for en meget stærk aktør betyder, at den pågældende har nemt ved at erhverve sig rettigheder til de begivenheder, som licens-kanalerne slet ikke har råd til at købe. Det betyder, at der vil være begivenheder, som de mennesker, der ikke har råd til at købe betalings-tv, aldrig vil få mulighed for at se«, siger Frands Mortensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her