Hvem køber TV 2

Lyt til artiklen

Et omfattende erhvervsstrategisk spil blev formentlig indledt, i det øjeblik kulturminister Brian Mikkelsen (K) offentliggjorde, at TV 2 skal privatiseres og helst så hurtigt som overhovedet muligt. Umiddelbart er tv-stationen i Odense interessant for samtlige medievirksomheder på det danske marked, for ligegyldigt om man er et dagblad eller i forvejen driver en tv-station, vil et køb af TV 2 give mulighed for at befæste positionen på markedet. Også selvom man så er nødt til at samarbejde med en konkurrent. Mandag gav Brian Mikkelsen udtryk for, at det var mere væsentligt at finde en køber, der kunne leve op til et krav om at lave nyheds- og aktualitetsudsendelser end at få flere mia. kroner i statskassen ved at sælge TV 2. Men kulturministeren har formentlig ikke tænkt sig at sælge tv-stationen, der tidligere har været vurderet til en værdi af 1,5-2 mia. kroner, for en slik. Forestiller man sig i stedet en salgspris på omkring en mia. kroner, kan mange medievirksomheder - eventuelt i et fælles konsortium - være med i kapløbet. For Brian Mikkelsen spiller tre væsentlige faktorer ind: Kulturministeren skal finde en køber, der har penge, en tradition for at lave nyheder samt erfaring med at lave tv. Mediekoncerner som danske Egmont, svenske Bonnier og norske Schibsted er alle interesserede i at købe Danmarks mest populære tv-station, og for alle tre koncerner vil investeringen i TV 2 mere eller mindre være et greb i lommen. »Det er muligt for dem at købe. Bortset fra Egmont har de alle en tradition for at lave nyheder. De har under alle omstændigheder pengene«, vurderer Tore Østbye, der er medieanalytiker i Nordea i Norge. Dagblade Brian Mikkelsen har af naturlige årsager ikke ønsket at pege på en sandsynlig konstellation af købere. Alligevel lykkedes det ham i mandags at give udtryk for, at et eller flere dagblade ville være interessante at forhandle med. Professor i journalistik ved Syddansk Universitet Anker Brink Lund forklarer kulturministerens velvilje overfor dagbladene således: »Dagbladene har høj troværdighed og har som nogle af de eneste erfaring med at lave public service for private penge. I øjeblikket er aviserne interesserede i nye områder, der potentielt kan give indtægter i en tid, da den primære dagbladsbranche har svært ved at få overskud«, siger han og tilføjer advarende: »Men hvis de danske dagblade, eventuelt i et samarbejde, går ind og byder på TV 2, skal de være meget sikre på, at de ikke bliver bundet så hårdt op af kravene til public service, at det går ud over deres kerneydelse, dagbladene. For i øjeblikket er det langtfra så lukrativt at drive en tv-station, som det var, dengang mediemogulen Rupert Murdoch sagde: at eje en tv-station er som at have sit eget seddeltrykkeri«. De tre bladhuse Politikens Hus, Jyllands-Posten og Det Berlingske Officin fandt sidste år sammen, da de forgæves søgte om at få den fjerde radiokanal. Og spørger man administrerende direktør i Politikens Hus Lars Munch tyder meget på, at de kan finde sammen igen. »Politikens Hus er interesseret i flere medier, det gælder både tv og radio. Men det er endnu for tidligt at afgøre, i hvilke konstellationer der skal søges, al den stund at vi stadig ikke kender kravene til ansøger. Vi venter med at tage stilling, til der er noget konkret, men jeg vil selvfølgelig ikke afvise, at dagbladene kan finde sammen igen«, siger han. Før TV 2 kan sælges, skal Brian Mikkelsen have skabt et flertal for sit medieforlig. Derefter skal en konsulent-rapport afdække, hvem de potentielle købere er. I sidste ende vil det ikke være kulturministeren, men det såkaldte radio- og tv-nævn, som skal afgøre, hvem der får lov at købe TV 2.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her