Den danske filmbølge ruller videre

Lyt til artiklen

Skuespilleren Paprika Steen sætter sig i instruktørstolen og vil stå bag et Strindberg-agtigt drama. En af dansk teaters store instruktører, Peter Langdal, vil nu også være filminstruktør. Morten Arnfred sætter søgelyset på en ganske almindelig villavej i Valby. Lars von Trier har endnu et engelsksproget filmprojekt i støbeskeen. En af de mindre beundringsværdige milepæle i dansk politik, Påskekrisen, skal filmatiseres af Dariusz Steiness. Ovenstående er blot et udpluk af en stribe nye danske filmprojekter, som producenter og instruktører har løftet sløret for under filmfestivalen i Cannes, hvor solen nu er begyndt at skinne på de mange tusinde deltagere efter nogle regnfulde dage. Der er ingen danske film med i hovedkonkurrencen om Guldpalmen, men det synes ikke at kue nogen. Optimisme i dansk filmlejr Det bobler af optimisme og entusiasme hos de danske filmfolk, der i mangel af film udtaget til konkurrencen benytter Cannes- festivalen til at opdyrke eller pleje internationale forbindelser med henblik på at skaffe udenlandske penge til selv rene danske film. International co-finansiering er i dag er blevet mere og mere almindeligt og nødvendigt. Direktør for Det Danske Filminstitut Henning Camre, der også er i Cannes, er selvfølgelig ærgerlig over, at ingen danske film er kommet mere i front ved dette års festival, men han mener også, vi skal være realistiske og indse, at et lille filmland som Danmark ikke hvert år kan have film med i hovedkonkurrencen på verdens mest prestigefyldte filmfestival. »Jeg synes, vi igennem de senere år har været meget begunstigede med at få film med i Cannes, senest med Lars von Triers 'Dancer in the Dark', der jo oven i købet vandt«. Dansk 'Short Cuts' Om Paprika Steen skal avancere fra sin nuværende position, hvor hun som skuespiller får sin film 'Okay' (instrueret af Jesper W. Nielsen) vist på markedet, og så til at gå som instruktør på den røde løber foran festivalpalæet, er hun selv lidt herre over. Med et budget på ca. 13 mio. kr. vil hun for Nordisk Film i et samarbejde med manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson lave filmen 'Lad de små børn .'. Den handler om børn, men har ingen børneskuespillere. »Jeg har altid været fascineret af Strindberg og Ibsens universer, og Kim og jeg har en idé om at skabe en film om fire familier, hvis skæbner vikles ind i hinanden, og hvor fraværet af børn spiller en stor rolle. Lidt i stil med Robert Altmans 'Short Cuts'«, siger Paprika Steen, der i mange år har haft lyst til at være instruktør, men som først nu føler sig helt parat til at springe ud i det. Bergman som Langdals forbillede En anden kendt figur i det danske kulturliv vil også prøve kræfter med filminstruktørjobbet. Efter stribevis af succesrige teaterforestillinger i en ellers ikke alt for sprudlende teaterverden har Peter Langdal lyst til at debutere i »øjeblikkets mest populære kunstform«. »Ingmar Bergman har kunnet færdes i begge verdener, der trækker på det samme råstof, men har et forskelligt sprog. Det er jo et flot forbillede og jeg har nu mod på at skabe et nutidigt filmdrama«, siger Peter Langdal, der allerede har talt med en række skuespillere. Mere kan han endnu ikke sige om projektet, som Zentropa står bag. Arnfred med Neumann i hovedrolle Langt længere fremme er Morten Arnfred, der med Birthe Neumann i hovedrollen i næste måned starter på optagelserne til filmen 'Lykkevej'. Det er en såkaldt alvorlig nutidskomedie om en 55-årige overklassekvinde, der efter en skilsmisse havner i et lille hus på en ganske almindelig villavej i Valby og må tage hele sit liv op til revision. »Det er en historie om kærlighed og fordomme. Jeg løfter så at sige taget på fire af husene på denne villavej for at følge livet hos disse beboere«, siger Morten Arnfred, der laver filmen under Nordisk Films nye eksperimenterende koncept 'Directors Cut', der bl.a. betyder, at filmen skal laves for 8,5 mio. kr. på location. Rift om H.C. Andersen-million Og så kan det allerede nu konstateres, at der bliver rift om den ene million euro, som organisationen H.C. Andersen 2005 forleden stillede til rådighed for udvikling af filmprojekter i anledning af eventyrdigterens 200-års fødselsdag. Både M & M Productions i samarbejde med Zentropa og Nordisk Film arbejder med hvert sit store filmprojekt. Førstnævnte vil skabe en tv-serie på otte timer og en spillefilm om H.C. Andersens liv fra barn til voksen, mens direktøren for Nordisk Film Rumle Hammerich både vil skrive (sammen med Ulf Stark) og instruere en film om H.C. Andersen i alderen 16-19 år. Biers dogmefilm Hvad er der så ellers på vej?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her