Noget af det smukkeste man kan opleve på en Roskilde Festival er et ungt dansk band, der i en gylden beruselse stiger til vejrs og sammen med sit unge publikum folder sig ud i et øjeblik, et generationsskifte, der først senere vil afsløre sin kort- eller langlivethed. Sådan et øjeblik ramte Saybia fra Nyborg, der på et år har taget springet fra campingscenen til positionen som Danmarks nye store navn. Et band der ikke bryder nyt land, men kan den svære kunst at skrive sange fulde af indlevelse, der lyder som instant classics. Glæde på scenen Sjældent har man oplevet så megen glæde både på scenen og hos et ungt publikum, der tydeligt demonstrerede, at Saybia var deres band. Pigerne sang med fra starten. Drengene så først lidt genert og prøvende på hinanden, men da de opdagede, at deres mundtøj alligevel bevægede sig til dagens tekst, skrålede de snart med på "a lack of confidence is pulling me down". Bandets entusiastiske kompetence, de bevægelige melodier båret af klare følelser og sanger Søren Huss, der hæver sig højere og højere over de flade danske stepper. Alt var lagt til rette til et gennembrud Det var en dag, hvor alt faldt i hak for Saybia. Allerede fra de indledende manøvrer til åbningsnummeret '7 Demons slugte publikum hver en tone og fra den bidsk rockende »Snake Tongue Beast« til den elegiske »Joy« var der ikke et øjeblik, hvor koncentrationen i det symbiotiske forhold mellem band og publikum var mindre end total. På Grøn Scene var alt lagt til rette til et gennembrud og Saybia forvaltede chancen efter fortjeneste. Smittende spilleglæde Det var et af de følelsesladede og definerende øjeblikke i Roskildes historie. Et ungt dansk band med et enormt potentiale og musikhjertet på det rette sted trådte ind på scenen og tog den i besiddelse med lige dele selvfølgelighed og smittende spilleglæde. »Vores bedste koncert-oplevelse nogensinde,« jublede Søren Huss. Mon ikke!